FOREDRAG – Den fantastiske og godt gemte historie om kristne filantropers kolossale betydning for den moderne velfærdsstat
For hundrede år siden var Vesterbro og Nørrebro møgbeskidte, fattige arbejderkvarterer, hvor pæne mennesker sjældent satte deres ben.
Her rykkede indre missionske vækkelsesprædikanter ind for at udbrede Guds ord og bygge kirker. Hele otte ud af Vesterbros ti kirker blev rejst for penge, samlet ind af Kirkefondens lægfolk.

Snart fandt de ud af, at Guds ord lettere fandt vej til menneskenes hjerter, hvis ordet fulgtes af barmhjertige gerninger. Menighederne i København opbyggede et vidt forgrenet filantropisk arbejde med børnehaver, hjem for faldne kvinder, drukkenbolte og hjemløse, en gårdmission og en værtshusmission og meget, meget mere.
Dette enorme frivillige sociale arbejde blev drevet af ildsjæle, der ofte kom i verbalt slagsmål med det unge Socialdemokrati, som hånligt kaldte religion for ’Opium for folket’ og missionærerne for Helvedeshunde og Svovlprædikanter.
Efter årtiers kamp om arbejdernes sjæle blev begge parter mere forsonlige og trak fra 30’erne på samme hammel i socialpolitikken.
Indre Missions store rolle i opbygningen af den moderne velfærdsstat er en næsten glemt historie.
Pia Fris Laneth taler i denne video om bogen Respekt, og betydningen af de frivillige kristne organisationers betydning for opbygningen af den moderne velfærdsstat. Video: Jonas Bock Nielsen