Ulykkelige omstændigheder

Lillys Danmarkshistorie: Uddrag af kapitel 17

470
Iris har været på ferie i København. Nu rejser hun tilbage til mormor og morfar i Hejnsvig. Hun trykker på knappen, da toget begynder at køre og fanger min dagplejemor, Ellemor, far med mig på armen, Ellemors datter, Elsebeth, og mor.

Iris var ikke min rigtige storesøster! Det gik op for mig mellem første og anden klasse, da jeg var på ferie hos mormor Misse og morfar August i Hejnsvig. Misse havde kaffeslabberas i køkkenet, og snakken gik på kvindevis, mens jeg stod ude i gangen og smuglyttede mig frem til, at Lilly, min mor, var kommet i ulykke, at min storesøster havde været en skandale, at min mor dengang ikke ville giftes med Iris’ far, fordi hun var forelsket i en anden, at faren heller ikke ville giftes med min mor, men dog betalte børnepenge, at August var blevet rasende over, at Lilly skulle have en uægte, men alligevel havde sagt, at hun skulle komme hjem og barsle.

En frygtelig masse fremmedord for syvårige øren.

Dér fik jeg forklaringen på, at min storesøster var vokset op hos mormor og morfar og først flyttede over til os i København, da hun var fjorten. Jeg tror ikke, at sammenhængen var blevet holdt hemmelig for mig; jeg havde bare aldrig tænkt over, at det måtte have en forklaring.

Mange år senere fandt jeg et gammelt avisudklip i en af min mors skuffer. Det var en annonce for en herreforretning, og modellen var en lyskrøllet ung mand i sweater: min storesøsters far. Aha — dér var ophavet til hendes englekrøller! Fundet blev anledning til, at min mor for første gang fortalte om sin ungdoms fejltagelser og sin egen og moster Kittys opvækst i i tredivernes og fyrrernes indremissionske Hejnsvig.

Uddrag af Lillys Danmarkshistorie

Pia Fris Laneth fortæller 150 års Danmarkshistorie som en familiekrønike, hvor vi følger kvinderne på familiealbummets gul-brune billeder og hører deres fantastiske historie.

Indledning
Vorbasse-Hejnsvigs moralister
Damerne organiserer sig
Alle artikler føres
Sange fra land og by
Alliancen mellem staten og husmødrene
Ulykkelige omstændigheder
Solnedgang i gult, turkis og rødt
I løbealderen
Skolekjolens tid
Gamle mandefag bliver nye kvindefag