Solnedgang i gult, turkis og rødt

Lillys Danmarkshistorie: Uddrag af kapitel 25

lilly-320
Lilly omkring det tidspunkt, da mine søstre og jeg lokkede hende med på Femølejren. Hun var lige fyldt halvtreds og sagde bagefter: »Jeg er glad for, at jeg gjorde det — og jeg gør det aldrig igen.«

Den turkise solnedgang lyste op i entréen, den gule i soveværelset og den røde i stuen. Skinnende malerier i tyk olie, klare farver og rene former. Med lidt god vilje kunne man se lidt Salvador Dali i både den turkise og gule. Den røde var anderledes; lidt marehalm vajede i forgrunden, og farverne mindede om naturens solnedgang.

I Lilly og Kurt vakte de høj poesi. Fra midt i tresserne begyndte de at gå på kunstudstillinger, og gennem årene blev væggene på Carl Bernhards Vej tæt behængt med oliemalerier i brede rammer.

Solnedgangene var nogle af de første; de blev købt personligt af maleren hr. Serber i hans og konens hjem. Serber var en gammel mand, han var næsten blindet af blyet i oliefarverne og bar centimetertykke brilleglas. Solnedgangene hang fra gulv til loft i ægteparrets lille lejlighed. Lidenskab forløst i snorlige rækker af hvinende kulørte sole på vej i havet — fuldstændigt svimlende for en tolvårig tøs som mig. Et enkelt billede med sol og svulmende kumulusskyer i varme, gyldne farver skilte sig ud fra mængdens skrappe kulører. Det havde Serber malet til sin kone i sølvbryllupsgave. Han ville ikke sælge det for penge!

Kurt og Lilly fik rabat på deres solnedgange, fordi de købte tre på en gang. Kurt var en hund efter tilbud: fem frosne kyllinger, to kilo flæskefars, syv meter medister slæbte han hjem fra det ny supermarked i Kingosgade — og nu også solnedgange i flok.

På det tidspunkt var Lilly begyndt at tegne og male. Først tog hun et brevkursus i akvarel. Derefter gik hun på aftenkursus og kom hjem med blokke fulde af kranier og blomster og udstoppede fugle i kul på tykt, dyrt papir, som min lillesøster og jeg ikke måtte få noget af. Hendes tegnelærer kunne se, at hun havde talent. Det samme kunne ejeren af malerforretningen henne om hjørnet i Kingosgade. Han var skiltemaler med en karakterfuld rød næse og kunstneriske tilbøjeligheder og solgte Lilly kul og vandfarver til en begyndelse.

Kurt forærede hende et staffeli, en palet og et batteri af forskellige oliefarver på tube i julegave. Så kunne Lilly tage med ud og male ved de åer, hvor han holdt af at fiske. Hun fik nu kun malet en smule ude i naturen. Hun kunne bedre lide at male kopier hjemme i stuen, hvor det ikke blæste. Her blev skabt flere udgaver af Picassos Den blå dame og en nuttet boxerhvalp til vores dagplejemor, Ellemor, malet efter en reklame for hundemad.

På det tidspunkt, hvor vi besøgte Serber for at købe solnedgange, var Lilly gået kunstnerisk i stå og tog mod til sig og spurgte, om Serber ville give hende undervisning. Nej, nej — den gamle mands øjne kunne ikke klare det mere. “Men,” sagde Serber og tog fast om Lillys underarm og plirrede gennem brilleglassene: “En ting skal du vide — du må aldrig, aldrig være bange for farverne!”

Jeg var lige så dybt betaget som min mor over at have mødt en rigtig kunstner — tænk, at han elskede de farver, der havde gjort ham blind! Derefter malede Lilly flammerøde abstrakte blomsterformer på sort baggrund. Efter nogle år gik maleriet i stå, ligesom hendes sang var gået i stå tidligere i livet. Trangen til at beskæftige sig med skønne kunster var ikke stærk nok til at overleve hverdagen med mand, børn, lønarbejde og husarbejde. Det var sysler, som hørte en mere privilegeret klasses kvinder til.

Kunstudstillinger blev Kurt og Lilly dog ved med at besøge. Malerkunstens store navne på Louisiana blev familieudflugter, og på mindre gallerier supplerede de Serbers solnedgange med Arne Rasmussens kroppe og træer i brunlige nuancer, Finn Andersens solsikker på et bord og Birger Th. Hansens granskov med nøgne stammer i modlys. Sidstnævnte hang over sofaen og pirrede blikket, uden man helt kunne finde ud af hvorfor.

Gådens løsning kom til Kurt en eftermiddag, da han sad i sin lænestol over for billedet. “Hva’ satan,” sagde han pludselig med blikket klistret til stammerne: “Skyggerne går jo begge veje som om, der er to sole bag ved træerne!” Dette naturstridige trick skabte symmetri i billedet, men eftersom motivet var kønt, og de fleste kun lagde mærke til malerens overdrevne ordenssans, hvis nogen gjorde dem opmærksomme på det, blev maleriet hængende.

Ingen af oliemalerierne blev den investering, Kurt og Lilly havde håbet på. Det gjorde de persiske tæpper heller ikke, selvom de havde mange knuder pr. kvadratcentimer, og forsikringsselskabet vurderede dem til flere gange titusind kroner. Khomeinis revolution i Iran, USA’s handelsboykot og Sovjets invasion i Afghanistan i firserne fik udbuddet af tæpper til at stige i Europa — og priserne til at falde.

447
Kurt kunne lide at være bartender — kollegerne, gæsterne, stemningen, de vandede vittigheder og vovede historier. Han gik kun på efterløn, fordi skulderen og bentøjet var slidt.

Kurt skulle jo bruge alle sine sorte tjenerpenge til et eller andet, som skattevæsenet ikke fik øje på, og tæpperne pyntede i lejligheden, som langsomt og sikkert blev moderniseret i praktisk parcelhusstil: Stuernes høje træpaneler blev udskiftet med lave plastikpaneler, der gemte elektricitetsledningerne og havde stikkontakt for hver anden meter — praktisk og nemt at gøre rent. Stukken og lamperosetterne i loftet blev dækket af sænkede fyrretræslofter — varmebesparende og lydisolerende. Plankegulvene blev rettet ud med masonitplader og dækket af uldne væg-til-væg-tæpper — det lunede og overflødiggjorde gulvskrubben. Køkkenet fik røde fliser, køl-og-frys, grillovn, elkogeplader, emhætte og stålvaskebord, og pigekammeret blev inddraget til badeværelse med vaskemaskine, hvide og lysegrønne kakler, lysegrønt toilet, håndvask og bruseniche.

Det var en fest, da badeværelset stod færdigt. “Vi går i bad alle sammen,” lo Lilly, og så sprang hun og min lillesøster og jeg ud i de varme plaskende stråler, mens Kurt kiggede på med et af de forelskede blikke, han indimellem lånte os i flok. Hans tøser var blevet for store til, at han ville bade sammen med dem — Tina var elleve, og jeg var femten.

Uddrag af Lillys Danmarkshistorie

Pia Fris Laneth fortæller 150 års Danmarkshistorie som en familiekrønike, hvor vi følger kvinderne på familiealbummets gul-brune billeder og hører deres fantastiske historie.

Indledning
Vorbasse-Hejnsvigs moralister
Damerne organiserer sig
Alle artikler føres
Sange fra land og by
Alliancen mellem staten og husmødrene
Ulykkelige omstændigheder
Solnedgang i gult, turkis og rødt
I løbealderen
Skolekjolens tid
Gamle mandefag bliver nye kvindefag

Reklamer