Nyt foredrag i forbindelse med reformationsjubilæet 2017
»Gud har givet kvinden brede hofter og en stor bag, for at hun skal sidde stille og passe sit hjem,« skriver Martin Luther.
Luther betragtede samfundets sociale hierarki som gudskabt, og manden som familiens overhoved: »At tjene kvinder som vil være herrer i huset er ikke bare tungt, men også skammeligt. Kvinderne skal ikke herske over mændene, men over børn, får og æsler,« skriver han et andet sted.
Katharina von Bora fik ham på andre tanker. Hun blev sat i kloster som tiårig, men flygtede derfra sammen med en gruppe nonner, som var inspireret af Luthers oprør mod Pavekirken. Luther hjalp dem med at finde ægtemænd – hvordan skulle de ellers forsørge sig? Men Katharina ville ikke afsættes, hun ville ha’ Luther selv, og det fik hun. De blev gift i 1525 og fik seks børn.
Ægteskabet mellem den forhenværende munk og nonne var en moralsk katastrofe i samtidens øjne. Som munk var Luther Guds bror, hun var Guds søster, og deres seksuelle forhold nærmest incestuøst. Man forudså, at deres børn ville blive vanskabninger, men de blev alle sunde og velskabte.
Hr. Käthe, kaldte Luther sin kone i drillende respekt for hendes kompetente styring af deres store husholdning i det gamle augustinerkloster i Wittenberg. Katharina drev landbrug, kvægavl og bryggeri, og havde Luthers mange studenter og gæster på kost. Under pesten drev hun også et hospice, hvor hun og kvindelige ansatte plejede de syge.
Efter et års ægteskab skrev Luther til en ven: »Der er ingen binding på jorden så sød, ej heller nogen adskillelse så bitter, som den, der forekommer i et godt ægteskab.«
Katharina var viljestærk, karakterfast, veluddannet og på mange måder sin mands jævnbyrdige. Stik mod lov og sædvane gjorde Luther i sit testamente Katharina til enearving og børnenes formynder. Da han døde i nedlagde Katarinas fjender indsigelse imod testamentet, og familien mistede vigtige indkomstkilder.
Reformationen blev på mange områder et tilbageslag for kvinders rettigheder og muligheder for at tilegne sig viden og uddannelse (som nonner havde gjort det i klostrene). Men hr. og fru Luthers ægteskab blev et forbillede for protestantiske familier: En skarp arbejdsdeling i gensidig respekt og kærlighed, samt en grundlæggende accept af, at mand og kvinde er lige for Gud.
I romantikkens Danmark talte ikke mindst Grundtvig for, at de to køns forskellighed i vekselvirkning kan og bør styrke hinanden og gå op i en højere enhed. Han kritiserede den lærde kultur, der prioriterer det mandlige, gør fornuften kold og tilsidesætter den varme og hjertelige kvindelige fornuft.
Århundreder efter reformationen banede protestantismens menneskesyn vejen for, at kvinder fik borgerlige rettigheder på lige fod med mænd, og for at kirken forandrede sig til et værdigt åndeligt rum for begge køn – hvor kvinder hoppede i præstekjolen og steg op på prædikestolen.
Pia Fris Laneth 