Ændringerne i enlige mødres vilkår gennem mere end 100 år og Mødrehjælpens historiske betydning for synet på moderskab og abort
I begyndelsen af 1900-tallet blev der i dagligt fundet lig af spædbørn, dræbt af deres fortvivlede mødre. Mange enlige mødre satte deres spædbørn i pleje – og med god grund blev plejemødrene kaldt englemagere, dødeligheden var nemlig ufattelig høj blandt plejebørn. Private organisationer byggede rekreationshjem til højgravide og nybagte mødre og hjalp på anden vis fattige mødre for at give dem et alternativ til at forlade deres børn eller slå dem ihjel.
Mødrehjælpen blev i 1939 en statslig organisation, som tog vare på læge- og jordmoderhjælp til både gifte og ugifte kvinder. Samtidig havde organisationen ansvar for både faderskabssager og abortsager. Mødrehjælpen blev udskældt af læger i halvtredserne for at være give alt for mange tilladelser til abort, og lige så udskældt af unge kvinder i tresserne for det modsatte. Synet på abort var skiftet.
Den statslige Mødrehjælp blev nedlagt i 1976 – med Bistandsloven – men genopstod i 1983 som privat organisation med socialrådgiver Hanne Reintoft i spidsen. Unge kvinder fik stadig børn og havde brug for mere hjælp og støtte end det offentlige tilbød.
I dag er Mødrehjælpen et anker for masser af unge mødre, som her henter støtte til at komme i gang med en uddannelse og fuldføre den, til at komme ud af et voldeligt forhold, til at få styr på økonomien osv. osv. økonomiske analyser viser, at investeringer i enlige mødres uddannelse sparer det offentlige for enorme summer på længere sigt.
Mødrehjælpen har udviklet sig fra velgørende hattedamers filantropiske arbejde til et spændende bud på, hvordan private organisationer med både frivillig og professionel arbejdskraft og kommunale institutioner i fællesskab kan udvikle socialpolitikken i den moderne velfærdsstat.
Pia Fris Laneth 