FOREDRAG – En succeshistorie om de kvinder og mænd, der ændrede dansk kristendom til et værdigt åndeligt rum for begge køn
»I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved,« lød vielsesritualet indtil 1912.
Dengang behandlede visse landsogne stadig barselskvinder som urene, der skulle renses med bønner, før de trådte ind i Guds hus. Prædikestolen og sakramenterne var maskuline domæner. Men i 1905 fik kvinder adgang til teologistudiet, og efter folkeligt pres gav Folketinget i 1948 kvinder lov til at blive præster.
Kun en enkelt biskop, Odenses Hans Øllgaard, ville præstevie de første kvinder. Resten var arge modstandere af hunkøn i pibekrave — og meget lidt begejstrede, da teologen Bodil Koch blev udnævnt til verdens første kvindelige kirkeminister.
Siden da har den brede strømning inden for Folkekirken radikalt ændret opfattelse af relationen mellem kønnene og af ægteskab, sex og familieliv. I dag er halvdelen af folkekirkens præster kvinder.
Det er en ligestillingssucces uden sidestykke – som menighedsrådene har banet vejen for gennem deres ansættelse af præster.
Foredraget bygger på Pia Fris Laneths essay En kjole, to køn. En fortælling om et samfund i forandring fra antologien: Kvinde, mand, kirke – folkekirken og den lille forskel, 2012, Forlaget Anis, Lillys danmarkshistorie, 2006, Gyldendal, Respekt, 2010, Settlementet, samt 1915 – da kvinder og tyende blev borgere, 2015, Gyldendal.
Pia Fris Laneth 