Lillys Danmarkshistorie: Kvindeliv i fire generationer

Frøet til Lillys Danmarkshistorie blev sået, da min morfars lillebror, Jens Peter, i 1997 inviterede sig selv til jul og sad for bordenden i den brogede flok af enker, enlige kvinder og enlige mødre, som den københavnske del af min familie udgjorde på det tidspunkt.

Jens Peter var den sidste overlevende fra mine bedsteforældres generation og en grube af historier fra gamle dage. Ikke de gode, vel at mærke, men de gamle dage, hvor børn på landet blev sendt ud og tjene, så snart de kunne gøre nytte. Han var den yngste af min oldemor Karen Maries elleve børn, født på et husmandssted i 1912 i udkanten af Vorbasse ude på de sandede vestjyske jorde, der ikke kunne brødføde en familie.

“Hvordan kan det være, at sådan en køn pige som dig ikke er gift?” forhørte Jens Peter os efter tur — upåvirket af vores modne kvindealdre mellem tredive og halvtreds. Efter nogen tid gik det op for mig, hvad han egentlig spurgte om: Var vi i stand til klare os selv og børnene, når vi ikke havde en mand til at forsørge os? Velfærdssamfundet havde aldrig fået jaget det levede livs fattigdom ud af Jens Peters rygrad.

Uden at have andet at øse af end gode råd repræsenterede den 85-årige mand et smuldret patriarkats smukke sider: Omsorgen over for kvinder og børn, der jo i det system er helt afhængige af mænds pligt- og ansvarsfølelse. Men kvindeflokken omkring bordet forsørgede sig selv — og i trange tider har staten gjort det. I den forstand er mænd blevet overflødige i løbet af Jens Peters levetid.

For den anden ende af julebordet sad min mor, Lilly. Som syttenårig kom hun ‘i ulykke’, som det hed, når piger blev gravide uden at være gift. Ved bordets langside sad det heldige resultat af ulykken: min storesøster. Hendes og kusinernes sønner rendte rundt i lejligheden som glade beviser på, at skammen ved at være enlig mor er forsvundet.

Lilly tilhørte sidste generation, som blev opdraget med, at kvindens mål og pligt i livet er at holde hjemmet skinnende, ungerne vandkæmmede og manden så tilfreds, at han villigt går på arbejde og henter en løn hjem, der kan forsørge familien.

Da min mor, moster og faster var blevet omkring tredive år og mødre til et par børn, skiftede forestillingen om den perfekte kvinde og det ideelle kvindeliv. Pludselig skulle gifte kvinder have lønarbejde. Nationaløkonomien krævede det. Kvindernes egen, mandens og børnenes lyst til at få del i velfærdsstigningerne krævede det også. Huset, bilen, charterferien, rødvinen, to frikadeller til hver kartoffel og kondicyklen til at holde velfærdsdellerne i ave lå inden for rækkevidde. Samtidig blev det åbenlyst, at børnenes fremtid lå i en længere uddannelse; de kunne ikke længere forsørge sig selv fra fjortenårsalderen som i tidligere generationer.

Det er sådanne skift i hverdagslivet, Lillys Danmarkshistorie handler om.

Bogen indeholder mange brudstykker af interviews med mine familiemedlemmer. De fleste har jeg lavet til bogen, andre stammer fra aviser, tidsskrifter og radioudsendelser, som jeg selv eller andre journalister har lavet i årenes løb. Men selvom mine oldemødre, bedstemødre, mor, moster, faster, tanter, kusiner og søstre er hovedpersoner, vil de fleste kunne genkende deres egen familiehistorie i denne fortælling om forandringerne i kvinders livsvilkår gennem fire generationer — dvs. fra midten af 1800-tallet og frem til i dag.

Min mors gren af familien kommer fra husmandskår i et fattigt hedesogn i Sydvestjylland, hvor Indre Mission satte skrappe moralske regler for opførsel i det offentlige såvel som i det private liv.

Min fars gren har sine rødder i arbejdermiljøer på de københavnske stenbroer. Hans bedsteforældre var familiens første socialdemokrater, og deres sociale opstigning fra et af Københavns fattigkvarterer til en nydelig lejlighed på Ydre Nørrebro er sammenvævet med partiets og fagbevægelsens historie.

Jeg følger de to familiegrene gennem danmarkshistoriens store forandringer — flytningen fra land til by, industrialiseringen, fremvæksten af lighedsidealerne, kampen for ordentlige arbejdsvilkår og borgerrettigheder, velfærdssamfundets udvikling og den moderne individualisering. I samme periode har kvinder erobret retten til uddannelse og arbejde, myndighed over egne penge og retten til fri abort.

I nogle passager er mine formødre næsten fraværende. Det skyldes, at de som husmandskoner, tjenestepiger, syersker og rengøringskoner var uden for de lag i samfundet, som organiserede sig i eksempelvis Dansk Kvindesamfund eller fik en akademisk uddannelse. Forandringerne i mine familiemedlemmers status fra umyndigt tyende til myndige statsborgere kan imidlertid ikke beskrives bare nogenlunde fyldestgørende uden at inddrage andre sociale lags banebrydere og kvindesagskvinder. Mændene i min familie har store biroller i denne fortælling. Kvinders liv er jo vævet sammen med mænds og børns, og ændringerne i opfattelserne af kvindelighed og moderskab snor sig sammen med ændringerne i forestillingerne om mandighed og faderskab.

Selvom bogen handler om kvinders kamp for at ændre deres vilkår, er det ikke en fortælling om hundrede års enig kvindefront mod reaktionære mænd. Kvinder har altid haft forskellige interesser og forskellige mål i livet — og undertiden modarbejdet hinanden på det skændigste. Omvendt har mange mænd undervejs støttet og opmuntret kvinder til at overskride deres tids snærende kønsroller.

Naturen, dvs. kvinders og mænds biologi, er hele vejen gennem historien blevet brugt konservativt som argument mod kvinders frigørelse og ligestilling mellem kønnene. Det sker stadig, selvom både kvinders og mænds natur — eller rettere ideerne om den — har undergået ufatteligt store forvandlinger siden mine oldemødres tid.

Hvis de havde tænkt og handlet, som jeg, i forhold til mænd, var de blevet dømt promiskuøse. Hvis de havde studeret og arbejdet som jeg, var de blevet betragtet som særlinge. Hvis de havde insisteret på i perioder at forlade deres familie for at skrive en bog, var de blevet anset for vanvittige — og frem for alt: ukvindelige.

I dag er kønnet i langt mindre grad en spændetrøje end for 150 år siden, men der florerer stadig mange myter om ægte kvindelighed og ægte mandlighed. Jeg håber, at Lillys Danmarkshistorie kan være med til at punktere et par af dem.

Pia Fris Laneth

Uddrag af Lillys Danmarkshistorie

Pia Fris Laneth fortæller 150 års Danmarkshistorie som en familiekrønike, hvor vi følger kvinderne på familiealbummets gul-brune billeder og hører deres fantastiske historie.

Indledning
Vorbasse-Hejnsvigs moralister
Damerne organiserer sig
Alle artikler føres
Sange fra land og by
Alliancen mellem staten og husmødrene
Ulykkelige omstændigheder
Solnedgang i gult, turkis og rødt
I løbealderen
Skolekjolens tid
Gamle mandefag bliver nye kvindefag