I løbealderen

Lillys Danmarkshistorie: Uddrag af kapitel 27

473
3. Real på Vibevejens skole i København 1963. Drenge med Elvishår og piger med samlede knæ. Tredie pige fra højre er Iris i de cowboybukser, hun blev straffet for at købe. Nummer fire er hendes bedste veninde Annie. De var vilde med rockmusik.

På det tidspunkt, hvor Iris kom i løbealderen, syntes mange stadig, at unge havde bedst af at vide mindst muligt om sex, indtil de blev gift. Halvdelen af landets skoler havde ingen seksualundervisning. Der fandtes kun to alment tilgængelige seksualklinikker i hele landet, og piger under atten skulle have forældrenes tilladelse til at få pessar. Aldersgrænsen hang sammen med opfattelsen af, at pigers seksualitet modnes senere end drenges.

Evergreen’en om sædernes forfald blev spillet nok en gang, da 20-årige Ulla Dahlerup opfordrede skolelægerne til at fortælle eleverne om prævention og tage mål til pessar for de piger, der ønskede det — og udlevere det uden forældrenes samtykke:

“Selvfølgelig vil jeg ikke opfordre alle fjorten-femtenårige til at kaste sig ud i seksuelle eventyr, men man kan ikke lukke øjnene for, at mange gør det. Kun fjorten procent af kvinderne kender pessar. Når ikke pigerne vil gå til lægen, må lægen gå til dem. Og han finder dem på skolen,” sagde hun i tv’s debatprogram Focus i 1964.

Skolelægerne var meget lidt begejstrede for hendes tillid. En af tidens eksperter, overlæge Thorkil Vanggaard, bedyrede, at “der sker ingen overlast mod pigers natur, fordi de ikke får samleje i de tidlige ungpigeår.” En anden ekspert, Mødrehjælpens overlæge Henrik Hoffmeyer, mente, at lettere adgang til prævention ville presse fjorten-attenårige piger ud i en seksualitet, de ikke var modne til. Forfatter og brevkasseredaktør Tove Ditlevsen hævdede, at “den unge pige, der kan sige: ‘et øjeblik, min skat,’ og trippe afsides for at foretage installationen, må være således afsvalet, at samlejet for hendes vedkommende er overflødigt, muligvis skadeligt, når man betænker, hvilken grotesk affære det egentlig er, hvis kærligheden ikke er til stede.”

Ditlevsens bemærkning spejlede, at prævention, især pessarer, stadig havde et skær af noget ‘unaturligt’, ‘uæstetisk’ eller direkte ‘ulækkert’ ved sig. Den morsomme del af pressen døbte Ulla Dahlerup ‘lille stænklap’, og i foråret 1964 indsamlede en pastor hele 87.121 underskrifter på kravet om at forbyde oplysning om prævention i skolerne.

Ulla Dahlerup havde fat i en lang ende, der rakte bagud i historien til Christian Christensen, Thit Jensen, Jonathan Leunbach og Arbejderkvindernes Oplysningsforbund. På en landsturné samlede hun fulde huse til sine foredrag om årlige 6.000 børn født uden for ægteskab, 17.000 illegale aborter og skilsmisseprocenter, der blev højere, jo yngre brudeparrene var. En rød tråd i hendes argumentation var, at seksualmoralen diskriminerede kvinder: Mens det var legitimt for mænd at vise og tilfredsstille deres lyst, havde kvinder valget mellem to lidet attråværdige seksuelle roller: luder eller madonna.

I 1965 blev aldersgrænsen for at få udleveret pessar uden forældrenes tilladelse nedsat fra atten til femten år, og straffeloven lempede restriktionerne for handel med præservativer. Samme år begyndte Mødrehjælpen at opsætte spiraler.

På trods af større viden og lettere adgang til prævention forblev angsten for graviditet mange unge kvinders følgesvend, og nogle klagede deres nød til brevkasseredaktørerne:

“Jeg er snart 18 år og blev ringforlovet, da jeg var 17. Jeg har et problem, jeg ikke tør tale med min forlovede om, og det er, at jeg er så bange, hver gang vi står i forhold til hinanden, at jeg ikke føler noget ved samlejet. Selvom jeg bruger pessar, og han også beskytter sig, gribes jeg af rædsel for, at der skal ske noget,” skrev Bit i 1968 til Hjemmets brevkasseredaktør Lise Nørgaard.

Hun svarede blidt:

“De følelser, De beskriver, deler De med en masse andre unge piger, og der er vist kun én måde, hvorpå De kan forvinde den — og det er ved at tale med Deres forlovede om sagen — der kan nemlig også være noget galt med selve Deres samliv, når han ikke kan få Dem til at glemme skrækken.”

Lise Nørgaard foreslog den unge kvinde at udskifte pessaret med p-pillen, som blev tilladt i Danmark i 1966. Damebladenes brevkasseredaktører holdt op med at anbefale kyskhed før brylluppet, da unge piger fik let adgang til sikker og billig prævention.

Uddrag af Lillys Danmarkshistorie

Pia Fris Laneth fortæller 150 års Danmarkshistorie som en familiekrønike, hvor vi følger kvinderne på familiealbummets gul-brune billeder og hører deres fantastiske historie.

Indledning
Vorbasse-Hejnsvigs moralister
Damerne organiserer sig
Alle artikler føres
Sange fra land og by
Alliancen mellem staten og husmødrene
Ulykkelige omstændigheder
Solnedgang i gult, turkis og rødt
I løbealderen
Skolekjolens tid
Gamle mandefag bliver nye kvindefag

Reklamer