Gamle mandefag bliver nye kvindefag

Lillys Danmarkshistorie: Uddrag af kapitel 38

275
Folketingets kvindelige medlemmer i perioden 1957-1960. Bodil Koch står yderst til venstre, Lis Groes rager op i midten, Helga Pedersen står yderst til højre. På stolerækken er Edel Saunte nummer fire fra venstre, og Kirsten Gloerfeldt-Tarp er nummer to fra højre.

En morgen i 1994 ringede min far ganske tidligt om morgenen og råbte halvt hulkende i røret: Iris er blevet borgmester. I nat! I de følgende fire år, hvor Vänsterpartiet og Socialdemokratiet styrede byen i en fast alliance, havde min storesøster som vicesocialborgmester ansvar for halvdelen af Stockholms budget.

Det tog hende ti år at nå så vidt. I 1985 blev hun for første gang valgt ind i Stockholms borgerrepræsentation, og snart efter blev hun ansat som sekretær i Vänsterpartiet Kommunisterne. Senfirsernes reformer i Sovjet skubbede til magtkampe mellem to fløje i partiet, der kan sammenlignes med de hjemlige DKP og SF. Iris hørte til den sidstnævnte fløj, som arbejdede for at ændre partiet i mere demokratisk retning. Den vandt. Efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud skiftede partiet i 1990 navn til slet og ret Vänsterpartiet, og banen var kridtet op til en koalition med Socialdemokratiet.

Iris lider overhovedet ikke af berøringsangst over for magt, hun synes tværtimod, det er spændende, især når det lykkes at forbedre vilkårene for grupper i samfundet, der har svært ved at blive hørt. Hun har fremmet ligestillingen i form af arbejdsløshedsprojekter for kvinder, kommunale forsøg med nedsat arbejdstid til forældre, etablering af krisecentre, rådgivninger, boliger og projekter for at få kvinder ud af prostitution.

I tyve år knoklede hun med Hejnsvigs strenge arbejdsmoral i rygraden, koncentreret om politikken hver anden uge, når Pelle var hos sin far, og som andre forældre splittet mellem arbejde og barnet i de uger, hun var enlig mor.

Kvinders erobring af politiske taburetter foregik nogenlunde parallelt i de skandinaviske lande. Nogle markante personligheder blev valgt ind i begyndelsen af halvfjerdserne, heriblandt socialdemokraterne Ritt Bjerregaard, Jytte Hilden og Helle Degn, den radikale Lone Dybkjær og den konservative Grethe Fenger Møller. Bodil Koch nåede lige at opleve Folketingets kvindeandel hoppe fra elleve til sytten procent ved valget i 1971, før hun døde året efter. Hendes visioner om at få kvinder engageret i den ‘store’ politik blev til virkelighed. Kvinderepræsentationen på Christiansborg steg hurtigt i løbet af halvfjerdserne og firserne og er nu oppe på 38 procent.

Kvinder er ikke længere en lille, men en stor og synlig minoritet i politik, og partier, der ikke opstiller kandidater af begge køn, vil få et troværdighedsproblem.

Den traditionelle kønsarbejdsdeling gentog sig langt hen ad vejen i det politiske arbejde. I Folketingets stående udvalg var kvinder i halvfjerdserne, firserne og halvfemserne overrepræsenteret i social-, uddannelses-, kirke-, miljø- og retsudvalget, mens mænd var overrepræsenteret i finans-, politisk-økonomisk-, erhvervs- og landbrugsudvalg samt i Udenrigspolitisk Nævn og udenrigs- og forsvarsudvalget. Samme mønster tegnede sig på formandsposterne.

Der er stor forskel på udvalgenes magt og status — og mændene har altid haft flertal i de højest rangerende. Derfor var det banebrydende, da den radikale Marianne Jelved blev udnævnt til Danmarks første økonomiminister i 1993. To år senere blev Bodil Nyboe Andersen første kvindelige Nationalbankdirektør, og samme år blev Nina Smith udnævnt til Danmarks første kvindelige økonomiske vismand — og Hanne Bech Hansen til første kvindelige politidirektør.

Flere topposter i partierne blev besat med kvinder. I 1989 blev Centrum-Demokraternes Mimi Jakobsen første kvindelige partileder i Danmark, i løbet af det næste tiår fulgte Marianne Jelved fra de radikale og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Venstres Louise Gade nappede overborgmesterposten i den gamle socialdemokratiske højborg, århus, og Ritt Bjerregaard sørgede for, at Socialdemokraterne ikke blev vippet af pinden, da hun stillede op til samme post i København i 2005.

Da et kriseplaget Socialdemokrati efter to valgnederlag til Anders Fogh Rasmussen i 2005 skulle have ny formand, kunne medlemmerne vælge mellem Frank Jensen, der trak i vindjakke og talte om klassekamp, og Helle Thorning-Schmidt, som iklædt spadseredragt og en meget omtalt Gucci-taske, talte om fornyelse af velfærdsstaten. Jeg kunne have undt min farmor den fornøjelse at se den ene stoute metaltillidsmand efter den anden anbefale hendes kvaliteter i nyhedsindslagene. 98 år efter, at Socialdemokratiet som første parti stillede lovforslag om kvinders valgret og valgbarhed til Rigsdagen, blev en ung, veluddannet kvinde med to børn valgt til formand for Socialdemokratiet.

I et historisk perspektiv er det fantastisk, uanset hvad man måtte mene om Helle Thorning-Schmidts politik.

Uddrag af Lillys Danmarkshistorie

Pia Fris Laneth fortæller 150 års Danmarkshistorie som en familiekrønike, hvor vi følger kvinderne på familiealbummets gul-brune billeder og hører deres fantastiske historie.

Indledning
Vorbasse-Hejnsvigs moralister
Damerne organiserer sig
Alle artikler føres
Sange fra land og by
Alliancen mellem staten og husmødrene
Ulykkelige omstændigheder
Solnedgang i gult, turkis og rødt
I løbealderen
Skolekjolens tid
Gamle mandefag bliver nye kvindefag

Reklamer