Essay – Én kjole, to køn

En fortælling om et samfund i forandring

I august 2010  markerede Kirkeministeriet ved en såkaldt uhøjtidelig sammenkomst, at andelen af kvindelige præster i Folkekirken nu var 50,6 procent. Sammenkomsten havde intet at gøre med en fejring af fremskridt for ligestilling mellem kønnene inden for Folkekirken, understregede daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, men var blot en markering af den historiske udvikling siden de første tre kvindelige præster blev ordineret i 1948.

Godt en måned senere skrålede en overskrift på DR-nyheder: »Ansættelse af kvindelig præst skaber panik.« Panikken begrænsede sig til, at Ernst Andersen forlod menighedsrådet i den vestjyske landsby Vorbasse, fordi flertallet besluttede at ansætte en kvindelig præst.

Ernst Andersen havde været medlem af menighedsrådet i 14 år og kirkesanger lige så længe, og han tog beslutningen med »blødende hjerte,« forklarede han DR-Syd: »Jeg var nødt til at trække mig, hvis jeg skulle kunne se mig selv i spejlet. Med mit bibelsyn kan jeg ikke søndag efter søndag uddele nadver med en, som jeg ikke mener bør bestride embedet som præst.«

kvindepraester-550
Biskop Hans Øllgaard med de første tre kvindelige præster – Johanne Andersen, Edith Brenneche-Petersen og Ruth Vermehren. Arkivfoto

Ernst Andersen understregede, at han ikke er mandschauvinist, men udelukkende bygger på Bibelens holdning til mænd og kvinders roller i samfundet: »De bredeste skuldre skal bære de tungeste læs, og kvinder bør efter min mening skånes for den byrde, det er at være præst.«

Birthe Rønn Hornbechs tåspidsgang om køn og ligestilling i Folkekirken og Ernst Andersens skelnen mellem teologiske begrundelser for at reservere præstekjolen til mænd og kønsdiskrimination er symptomatiske for den mere end hundrede år gamle debat om præsters køn.

Kvinden er manden underlegen

Ernst Andersen bibelsyn har dybe rødder på den sandede hedeegn, hvor mine to jyske oldemødre, Anna og Karen-Marie, boede med ni kilometers mellemrum i landsbyerne Hejnsvig og Vorbasse – et fælles sogn indtil 1911. Her rejste Indre Mission en stærk vækkelsesbevægelse i 1890’erne og blev i de følgende mange årtier en dominerende åndelig, social og politisk kraft. Missionens prædikanter forkyndte et simpelt og inderligt budskab om det enkelte menneskes personlige valg mellem frelse og fortabelse. Deres bogstavelige læsning af Bibelen som Guds ord gik stik mod tidens videnskabelige strømninger  på universitetet, hvor teologerne læste den hellige skrift som et historisk værk. De buldrede mod alkohol, spil og dans som djævlens listige forførelsesredskaber. Vorbasses første indremissionske præster førte en årelang kamp mod danseaftener for ungdommen og det årlige træf for hestehandlere, Vorbasse Marked, hvor hver eneste af byens gårde holdt beværtning og markedsgæsterne fornøjede sig med såvel betalte som ubetalte seksuelle forbindelser.

Oldemor Anna havde forsørget sig selv i syv år, da hun i 1901 giftede sig med husmand Mathias Terp. I vielsesritualet fortalte præsten menighedens kvindelige halvdel, at »I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved.« Præsten henvendte sig derefter til brudgommen og den mandlige del af menigheden med ordene:

»Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med Jeres hustruer, som med en svagere skabning, og vise dem ære som dem, der også er medarvinger til livets nådegave.«

Ordene var hentet fra apostlen Peters første brev til kristne menigheder og Folkekirkens officielle vielsesritual virkede næsten polemisk rettet mod samtidens oprørske kvinder, der forlangte stemmeret, uddannelse og ligestilling i ægteskabet.

Siden ældgammel tid havde kvinder været juridisk stillet som børn, underlagt deres fædres beslutninger, personligt og økonomisk, indtil de blev gift; derefter tog ægtemanden over. Grundloven fra 1849 ændrede intet ved magtforholdet mellem kønnene:  »Lovgiveren går ud fra, at hustruen er manden underordnet og skylder ham lydighed,« forklarede jurist og rigsdagsmand J.H. Deuntzer i den juridiske grundbog ’Den danske Familieret’ fra 1882. Og så fortsatte han med at udlægge loven: En gift kvinde havde ingen personlig myndighed, ægtemanden var hendes værge. Hun rådede hverken over egen medbragt formue eller en eventuel arv, og havde ingen forældremyndighed over sine børn. Ægtemanden bestemte familiens opholdsted og husvæsenets indretning og kunne forbyde sin hustru »foretagender, som ville udelukke eller indskrænke hendes huslige virksomhed, f. eks. næringsdrift.« Til gengæld var manden forpligtet til at forsørge sin hustru.

Gifte kvinders umyndighed havde de særeste konsekvenser. Da fabriksejer Christian Holm i forbindelse med en arbejdskamp i 1896 stævnede forkvinden for Det kvindelige Arbejderforbund, Olivia Nielsen, for ærekrænkende udtalelser, blev hendes mand, Oluf Peter Nielsen, samtidig stævnet som værge for hustruen. Som umyndig person kunne Olivia ikke møde op i retten alene.

Lovgivningen afspejlede det feudale patriarkat, hvor husbond var ansvarlig for hele sin husstand. Husbonden kunne eksempelvis selv dømme og straffe sine underordnede for mindre forseelser med prygl. I det offentlige liv – herunder 1830’ernes Rådgivende Stænderforsamlinger og efter 1849 Rigsdagen – repræsenterede husbond  husstanden. End ikke de mest radikale demokrater kom på den tanke at give stemmeret til kvinder og tyende: Junigrundlovens valgret var begrænset til mænd over tredive, der havde egen husholdning og betalte skat.

Kvindekroppens skam

Lovgiverne hentede deres legitimation for mænds herredømme over kvinder i Biblen, men i løbet af attenhundredetallet blev religiøse begrundelser erstattet af eller suppleret med naturvidenskabelige. Her spillede Charles Darwins evolutionsteori en stor rolle. Gennem utallige generationer havde hankønnet i kampen om hunkønnets gunst været underlagt en anden og hastigere udvælgelse end hunkønnet og derfor udviklet sig til at blive kvinderne naturligt overlegne, mente Darwin: »Hovedforskellen på de to køns intellektuelle evner viser sig derved, at manden når højere, i hvad han så tager sig for, end kvinden – hvad enten der så fordres dybsindighed, forstand eller indbildningskraft, eller blot brug af sanser og hænder,« skrev han.

Den medicinske videnskab fulgte trop. I slutningen af attenhundredetallet beskrev gynækologer den naturlige kvinde som et sart væsen, styret af følelser, der bølgede i takt med hendes cykliske puls. Faglige kapaciteter som ledende professor på Fødselsstiftelsen i København, Frantz Howitz, erklærede, at stillesiddende intellektuelt arbejde kunne skade unge kvinders evne til at få børn. Så sent som i 1917 forfægtede docent i skolehygiejne og skolelæge ved Københavns kommuneskoler, Poul Hertz, samme synspunkt i ’Sund Skoleungdom. En lærebog i skolehygiejne’:

»Forplantningsorganerne er hos de unge piger yderst fintfølende for skadelig indflydelse. Den unge kvinde bør skånes under menstruationen, hvis ikke den forrykkelse af næsten alle det vegetative livs funktioner, som ledsager perioderne, skal blive udgang for sygelige tilstande. Erfaringen viser, at det ikke er legemligt arbejde, der skader, hvis menstruationen ellers er normal, men at det er studier og andet intellektuelt arbejde, der gør fortræd.«

Med udgangspunkt i Det ny Testamentes fortælling om Martha, som suser rundt og klarer det praktiske, da Jesus kommer på besøg, mens Maria sætter sig ved hans fødder og lytter, har blandt andre teologen Lone Fatum beskrevet den kristne traditions spaltning af kvindelivet i krop og ånd: Den  kropslige og materielle sider af tilværelsen med mand, børn og hjem tager hustru/moder/husmoder tager sig af. Den åndelige side blev reserveret til jomfruen, nonnen og diakonissen – og selvfølgelig mandekønnet.

Spaltningen i krop og sjæl blev skæbnesvanger for kvinder, fordi kroppen blev stemplet som syndig, mens sjæl og ånd var guddommelig. Af egen erfaring vidste mænd jo, at kvinder fristede dem til det syndige, som allerede Eva havde fristet Adam i Paradis. Og – sandsynligvis gødet af cølibatet – udviklede der sig regulært kvindehad og seksualangst hos kirkefædre, præster og munke. Det teologiske skrift  Heksehammeren  fra 1487 blev heksejagtens grundbog, og heri forklares, at: »Den helt indlysende grund til, at kvinder går i pagt med djævlen er den, at kvinder er mere kødelige, hvilket også kommer til udtryk i deres forføreriske holdning over for mænd. I virkeligheden kommer alt hekseri af den kødelige lyst, som er umættelig hos kvinden.«

Kvinders evne til at fuldbringe tilværelsens eneste ægte mirakel, skabelsen af nyt liv, var grundlag for at tolke kvindekroppen som en del af naturen, dvs. kaotisk,  i modsætning til mandens krop, som er blevet tolket som bærer af kultur, ånd og orden.

På linje med jødedommen og islam stemplede kristendommen gennem århundreder alt vedrørende kønsliv og forplantning som urent. I Tredje Mosebog står for eksempel:

»Når en kvinde har flåd, idet der flyder blod fra hendes blusel, da skal hendes urenhed vare syv dage. Enhver der rører ved hende skal være uren til aften.«

Samme type forestillinger knyttede sig til graviditet og barsel. Godt nok holdt man i Danmark officielt op med at betragte barselskvinder som urene efter Reformationen i 1536. Herefter skulle menigheden hjælpe kvinden med at takke Gud, »at hun er vel kommen over med sit livs frugt,« som der står i Peder Palladius’ visitatsbog fra cirka 1543. Men indgroede tankemønstre er ikke nemme at udrydde, så helt op i begyndelsen af nittenhundredtallet fulgte mange landsogne den ældgamle tradition, at præsten holdt en særlig renselsesceremoni for kvinder, når de første gang efter en fødsel kom til kirke. Forfatteren Thit Jensen har beskrevet traditionen, som en kilde til sit engagement i kvindesagen:

»Bag al min forargelse lå min lidenskabelige hengivenhed for min mor. Det var, ligesom jeg så min mor fornærmet i alle de ydmygelser, der blev budt hendes køn. Endnu i min barndom var det kirkeskik, at en kvinde første gang, hun søgte kirken efter en barnefødsel, skulle blive stående ved døren, indtil præsten gik ned til hende og bad en indgangsbøn, hvorved hun igen blev ’ren’ og kunne komme ind i Guds hus.«

I Thit Jensens barndom og ungdom var det almindeligt, at det store flertal af landbo- og arbejderkvinder fik 8-10-12 børn lige som mine oldemødre, så mange kvinder var gravide, ammede og havde småbørn i det meste af deres voksne liv.

I borgerskabets dannede kredse var gravide maver nærmest blufærdighedskrænkende. Deltagelse i selskabslivet var utænkeligt, og kvinden måtte så vidt muligt holde sig inden døre, når hendes tilstand blev synlig.

De første kvindelige akademikere

Datidens begreber om sædelighed og sømmelighed var afgørende for kvinders uddannelses- og erhvervsmuligheder. Det tidlige industrisamfunds arbejdsmarked formede sig kønsdelt, fordi det blev anset for upassende, at de to køn udførte samme arbejde eller arbejdede sammen. Fabriksloven fra 1901 pålagde arbejdsgiveren at holde opsyn med, at der herskede sømmelighed på arbejdspladsen. Blandt andet forbød loven, at kvindelige og mandlige fabriksarbejdere arbejdede og spiste i samme rum.

Mine oldemødres og bedstemødres kirke holdt kønnene adskilt i en sværdside mod syd og spindeside mod nord – en tradition, som enkelte kirker, eksempelvis i Søllerød, fastholdt helt op til midt i 1980’erne.

Moralindlæringen satte ind fra barnsben: I hovedstadens og købstædernes skoler havde drenge og piger deres egen indgang, skolegård og lokumsretirade, mens lærere og lærerinder havde særskilte lærerværelser længe efter Første Verdenskrig. Alligevel var der mod slutningen af 1800-tallet stadig diskussion i bedre folks hjem om fornuften i at sende piger i skole. På det tidspunkt blev cirka en fjerdedel af Københavns børn – overvejende piger fra bedre kår – undervist hjemme, enten af en guvernante eller af deres mor. Holdningen ændrede sig, efterhånden som ugifte kvinder blev et voksende problem i borgerskabet. Så længe husholdningerne havde en stor egenproduktion, kunne de gøre sig nyttige i forældrenes eller gifte søskendes hjem, men efterhånden som industrialiseringens vareudbud voksede og husholdningernes hjemmeproduktion faldt, blev ugifte tanter arbejdsløse – og en byrde for familien. Selv forbenede patriarker begyndte at indse fornuften i, at kvinder kunne forsørge sig selv,  hvis de led den vanskæbne ikke at blive gift.

De første områder, hvor ugifte kvinder fra bedre sociale lag fandt beskæftigelse, lå i forlængelse af borgerskabets traditionelle kvindedomæner: undervisning af børn og sygepleje.  Lærerinderne var den første  store gruppe kvinder på det offentlige arbejdsmarked, og Rigsdagen fastsatte deres løn til 2/3 af lærernes løn med den begrundelse, at kvinder er mere nøjsomme af natur samt fysisk og psykisk svagere end mænd. Dette forhold mellem mands- og kvindelønninger var næste urokkeligt i de følgende hundrede år.

Universitetet åbnede sine døre for kvinder i 1875. Den første, Nielsine Nielsen, kom fra et kaptajnshjem på Fyn. Hun ville være læge. Et bilag til hendes ansøgning til Københavns Universitet var en erklæring fra sognepræsten om, at Nielsine Nielsen var »en sædelig ren, i enhver henseende hæderlig kvinde.«

I Universitets love stod intet om, at studerende skulle være mænd, alligevel blev det medicinske fakultet hørt i sagen. Professorerne accepterede hendes optagelse, men opremsede en lang række betænkeligheder, især at Nielsine skulle studere sammen med mænd. Professor Saxtorph afgav dog en mindretalsudtalelse, hvori han harmdirrende dømte kvindelige læger som en større fare for sædeligheden end prostitution.

Nielsine Nielsen bestod sin medicinske embedseksamen med første karakter i 1885 og blev Danmarks første kvindelige akademiker. Men hendes ønske om at videreuddanne sig til gynækolog, blev blokeret af førstemanden på området, professor Frantz Howitz. Nielsine Nielsen måtte udenlands for at blive gynækolog og etablere sin egen klinik i København. I 1906 blev hun efter 17 års privat praksis endelig accepteret og ansat af kommunen som specialist i behandling af kønssygdomme.

Hun giftede sig aldrig og hendes beskrivelsen af de trængsler, Københavns hospitalsborgmester Borup udsatte kvindelige læger for, antyder en mulig forklaring: Han afskedigede en af Nielsines veninder, som også var læge, da hun giftede sig. Det vakte en uhyre opsigt – ikke mindst, fordi brudgommen var Københavns stadslæge: »Og så tænke sig, at Lægerådet gik med hertil. Det tog på nerverne!« – bekender Nielsine i sine erindringer.

Mange andre virkelystne kvindelige pionerer blev sat i samme ufrivillige valg mellem arbejde og ægteskab som Nielsines veninde. Alligevel begyndte et stigende antal kvinder at studere. Så snart kvinder fik lov at tage studentereksamen, oprettede Natalie Zahle studenterkurser, og næsten halvdelen af studinerne før 1900 kom fra hendes skole. Mange af dem blev drivende kræfter i den borgerlige kvindebevægelse.

Unge videbegærlige kvinder fik i løbet af få årtier foden inden for medicin, historie, jura, økonomi, sprog  – og i 1904 faldt universitets sidste bastion, da kvinder fik lov til at tage teologisk kandidateksamen.

Men et var retten til at uddanne sig, et andet var retten til arbejde inden for det erhverv, man havde uddannet sig til. Eksempelvis fik kvinder først i 1906 ret til at praktisere som sagførere og som fuldmægtig hos en sagfører, og der gik yderligere to år før de fik adgang til underordnede juridiske embeder i det offentlige. I 1908 fik kvinder ret til at vidne ved retshandlinger og i 1916 fik de også lov til at være nævninge ved domstolene.

Rigmor Larsen blev Danmarks første kvindelige teolog i 1916. Samme år sendte Dansk Kvindesamfunds landsmøde en resolution til Kirkeministeriet med et ønske om kvindelige præster. Kristeligt Dagblad kommenterede ønsket således: »En præst er ikke blot en taler, og netop fordi vi føler os overbevist om, at menigheden vil høre og lyde Guds røst, er vi også vis på, at den ikke vil vide af præstinder, men nøjes med præster.«

Også andre aviser brugte betegnelsen ’præstinder’ – med indirekte hentydning til hedenskab og afgudsdyrkelse, og der skulle gå 32 år før de første kvinde blev præsteviet i Folkekirken.

Patriakatet krakelerer

Byarbejderklassens vækst, Socialdemokratiets fremgang og det stigende antal uddannede kvinder fik det juridiske patriarkat at knage i fugerne. Ideen om husbond som ansvarlig repræsentant for hele husholdningen krakelerede til fordel for individ-tankegangen.

I 1899 fik gifte kvinder den personlige myndighed, som enker havde haft fra gammel tid, og som ugifte kvinder over 25 år fik tildelt i 1856. Efter årtiers sejt kampagnearbejde fik kvinder og tyende – altså også en meget stor gruppe mænd – valgret til menighedsrådene i 1903, til kommunalvalgene i 1908, og i 1915 endelig valgret til Rigsdagen. Det var hele 66 år efter Folkestyrets indførelse.

Kun otte kvinder blev valgt ind i Folketinget, men i årene derefter kom alle partier op på dupperne for at tiltrække kvinde- og tyendestemmer. Og så steg reformhastigheden. I 1916 fik lærerinder adgang til første- og enelærerstillinger på landet og til overlærer- og skoleinspektørstillinger på kommunale købstadsskoler. Tre år senere, i 1919, blev princippet om ligeløn gennemført for statsembedsmænd. Husbondretten blev endelig afskaffet, da den forhadte tyendelov i 1921 blev erstattet af Medhjælperloven, og da nye ægteskabslove fra 1922 og 1925 ændrede magtforholdet i ægteskabet. Dels fik gifte kvinder sideordnet forældremyndighed over deres børn og ret til at komme i betragtning som indehaver af forældremyndighed ved skilsmisse. Dels blev der indført gensidig forsørgerpligt. Denne pligt kunne (og kan stadig) opfyldes ved at have en indkomst eller ved at arbejde i hjemmet.

I 1921 fik kvinder endelig formel adgang til hele det offentlige arbejdsmarked på lige fod med mænd – med et par bemærkelsesværdige undtagelser. Tre år tidligere, ved finanslovsforhandlingerne i 1918, rejste en af de nyindvalgte kvinder, den radikale cand. mag. Elna Munch, spørgsmålet om kvinders adgang til offentlig stillinger. Kort efter fremsatte hendes partifælle, statsminister Carl. Th. Zahle, et lovforslag med ordlyden:

»Kvinder har under samme betingelser som mænd adgang til alle ved lov bestemte tjenestestillinger og hverv under stat og kommune, militære ere undtagne.«

Dette forslag vedtog Folketinget uændret.

Men Rigsdagen var todelt og Landstinget havde vetoret over Folketingets vedtagelser. Beslutningen om at give kvinder lov til at blive præster holdt ikke til den følelsesladede offentlige debat under lovens lange vej gennem Landstinget og retur til Folketinget.

Hurtigt tegnede to forskellige syn på kvinderolle og præsterolle sig skarpt overfor hinanden: På den ene side det traditionelle syn på præsten som den alfaderlige himmelske repræsentant, der ikke bare forkynder evangeliet, men også i sit hverdagsliv er forbillede for sin menighed. Her har kvinden sin plads som den opofrende præstekone, der støtter sin mand i hans byrdefulde hverv – med Martin Luthers hustru Käthe som ikonisk forgænger. I selvforståelsen er der ikke tale om diskrimination, men om at Gud har givet mænd og kvinder forskellige opgaver i jordelivet. Mænd er bedst udrustet til den svære tjeneste som forkynder. Jesus gav klar besked ved at vælge tolv mandlige apostle. At gøre kvinder til præster vil være et brud på Guds lov.

På den anden side det moderne syn på kvinden som et selvstændigt, myndigt individ, og en liberal tolkning af den lutherske lære om præstens rolle: Præsten er ordets tjener, og embedet derfor uafhængigt af køn og personlige egenskaber, det handler alene om, at evangeliet skal forkyndes og sakramenterne meddeles.

Siden Rigmor Larsen tog kandidateksamen i 1916 havde Dansk Kvindesamfund lobbyet for de kvindelige cand. teol.’ers ret til at udøve deres fag. I 1919 arrangerede foreningen to debatmøder i Grundtvigs Hus om sagen. Her gennemgik den radikale kirkeminister Thorvald Poulsen lovforslaget og kaldte modstanden en rest »af den hedenske betragtning af kvinderne.«

Fru Ulbricht, formand for KFUM, var uenig. Det var ikke tilfældigt, at alle apostlene var mænd og alle præster siden da har været mænd, understregede hun, mens det konservative folketingsmedlem, Karen Ankersted, begrundede sin modstand med både æstetik og de praktiske problemer, der ville være forbundet med at have gifte, kvindelige præster.

Det fik fru Ankerholt, formand for Dansk Kvindesamfund, op af stolen – mente frøken Ankersted at en vordende moder var uværdig til at forrette præstegerningen?

Nej, Karen Ankerstad mente ikke, at frugtsommelige kvinder var uværdige – men de ville virke adspredende på tankerne og forstyrre andagten, hvis de optrådte som præster foran alteret.

Denne lille ordveksling nåede ind til kernen af ubehaget ved kvindelige præster –

de var alt for meget krop og jordisk smertefuldt liv til, at Helligånden kunne trives i en menighed med dem i spidsen.

Sideløbende med debatten, om hvorvidt ’Kvinden’ og ’Præsten’ er uforanderlige størrelser i Guds skaberorden eller altid en tidsbundet tolkning af Biblen, blev en lang række andre spørgsmål inddraget i behandlingen af lovforslaget – så som: Hvem har ret til at bestemme i denne sag? Er kvinders adgang til præsteembedet et indre kirkeligt eller et parlamentarisk anliggende? Bør Folkekirken langt om længe have sin egen forfatning? Skal stat og kirke adskilles? Skal udelukkende teologer eller også lægfolk have adgang til præsteembedet?

Især det uklare magtforhold mellem kirke og stat betød, at et flertal i Folketinget enedes om, at alle disse store, vigtige spørgsmål måtte afklares, før man kunne tage stilling til spørgsmålet om kvindelige præster. Ved den endelige vedtagelse i 1921 af statsminister Zahles lovforslag om lige adgang til offentlige stillinger var en ny undtagelse tilføjet de militære, nemlig stillinger »hvortil der kræves præstevielse.«

Denne forbudslov holdt i mere end et kvart århundrede.

Kvindlige filantroper

I 1924 blev oldemor Anna enke. Hun solgte husmandsstedet, fik næringsbrev og åbnede en høkerbutik i Hejnsvig og kunne på den måde forsørge sine to yngste børn. Næringsbrevet fik hun i kraft af sin enkestand – gifte kvinder, som jo havde en mand til at forsørge sig, fik først mulighed for at få næringsbrev og drive forretning i 1931. I november 1927 giftede Annas datter, min mormor Misse, sig i Hejnsvig kirke med Karen Maries søn smedesvend August Friis Andreasen fra Vorbasse,. Ved brylluppet krævede præsten ikke, at hustruen skulle underordne sig sin ægtemand – disse kontroversielle passager var blevet strøget af vielsesritualet i 1912 efter vedholdende anmodninger fra Dansk Kvindesamfund. Tværtimod understregede præsten, at ægtefolk opfylder ‘Kristi Lov’ ved at bære hverandres byrder.

Samme år angreb Venstres landstingsmedlem, fru Inger Gautier Schmit, fra Rigsdagens talerstol de kvindelige teologers berettigelse; de havde ikke ydet noget bemærkelsesværdigt arbejde, mente hun.

På det tidspunkt var der udklækket elleve kvindelige teologisk kandidater. Tre af dem tog til genmæle, og beskrev de mange kristeligt-sociale virksomheder, hvor kvindelige teologer gjorde et stort arbejde. Dagbladet BT opsøgte frk. cand. theol. Edith Brenniche-Petersen, som boede og arbejdede i den filantropiske institution Kristeligt Studenter-Settlements ejendom i Saxogade 91 i København: »Bygningen er gammel, forfalden og grå, trapperne slidte, væggene ridsede. Men hele bygningen er med i arbejdet for Vesterbros befolkning herude,« skrev journalisten.

Edith Brenniche-Petersen fortalte engageret om sit arbejde i klubberne for gamle og unge:

»Jeg ville ikke undvære denne gerning. Mange teologiske studenter, kvinder og mænd, tager del i dette arbejde – men det er første gang, at en kvindelig teolog bor herude,« sagde hun.

Artiklen slutter med en ordveksling om kvindelige præster:

– Er der mange kvindelige teologer?

– Nej, vi er 11 kandidater og ’en, der bliver kandidat til foråret, og så er der vist fem, der studerer teologi.

– De vil altså gerne være præst?

– Ja, hellere i dag end i morgen, kommer svaret i et lyst smil.

Først tyve år senere gik Edith Brenniche-Petersens ønske i opfyldelse, da hun sammen med teologerne Johanne Andersen og Ruth Vermehren blev præsteviet i Odense Domkirke.

Ligesom Brenniche-Petersen arbejdede Johanne Andersen i en periode som frivillig medarbejder i Settlementet på Vesterbro, mens Ruth Vermehren holdt adskillige foredrag og prædikener dér. I alt arbejdede mindst ni af Danmarks første 11 kvindelige teologer som klubledere i Settlementet på Vesterbro. Deres virketrang kunne ikke udfoldes inden for det erhverv, de havde uddannet sig til, men udfoldede sig i filantropisk arbejde i byens mest berygtede fattigkvarter.

Arbejdsmarkedet har brug for kvinder

Ikke kun kvindelige cand. teol.’er måtte kæmpe for retten til at arbejde. 1920’ernes ægteskabslove ændrede ikke ved, at husmoderen var symbol på, at familien havde en duelig forsørger med mandskraft nok til at bringe sin familie velstand.

Tredivernes økonomiske krise styrkede konservative familiepolitiske ideer. Eksempelvis stillede københavnske mandlige bryggeriarbejdere i 1932 et forslag om, at bryggerierne skulle fyre de gifte kvinder, hvis mænd var i arbejde, for at skaffe job til flest mulige familieforsørgere. Forslaget blev afværget, men skabte selvfølgelig mistillid mellem de kvindelige og mandlige bryggeriarbejdere.

Selvom loven fra 1921 gav kvinder samme adgang til stillinger i stat og kommune som mænd, valgte flere kommunale arbejdsgivere at tilbyde deres kvindelige tjenestemænd op til et års løn, hvis de søgte deres afsked, når de blev gift. Andre kommuner var mere rå og fyrede deres kvindelige ansatte, når de blev gift.

I 1934 oprettede Danske Kvinders Nationalråd en underafdeling, Danske Kvinders Erhvervsråd, til at holde et vågent øje med det, vi i dag kalder kønsdiskrimination. Rådet støttede Kommunelærerforeningens aktioner mod de fyringer af gifte lærerinder, der fandt sted rundt om i landet (i forvejen var gravide lærerinder ringe stillet: De skulle melde sig syge på nedsat løn, inden de nåede syvende måned, fordi det blev anset for upassende, at skolebørn blev undervist af en synligt gravid kvinde).

Der var også adskillige konfrontationer mellem Erhvervsrådet og Københavns Magistrat, som havde en nedskreven bestemmelse om, at sygeplejersker kunne fyres, hvis de indgik ægteskab. Holdningerne rykkede sig langsomt: En sygeplejerske fik i 1933 for første gang lov til at beholde sit job efter brylluppet – ministeriet gav dispensation – men først i 1943 fastslog en dommer, at det var ulovligt at afskedige en kvinde fra en stilling i stat og kommune, når hun indgik ægteskab.

På trods af alle disse forhindringer fordobledes antallet af gifte kvinder, der havde lønarbejde, i tiåret 1930-1940. Økonomiske kræfter var stærkere end den ideologi, som ville bevare den hjemmegående husmor. I ly af statens beskyttelsespolitik under krisen ekspanderede industrien. I samme periode blev social- og sundhedsvæsenet udvidet, og både den statslige og kommunale sektor voksede og ansatte flere kvinder.

Naturen påkaldes nok en gang

Kvindernes langsomme, men sikre erobring af mandsdominerede uddannelser og erhverv banede vejen for, at flere kunne forestille sig kvinder i præstekjole uden at væmmes eller forfærdes. I tyverne og trediverne virkede nogle få kvinder som præster uden for Folkekirken. Anne Marie Petersen var missionær i Indien, og når hun besøgte sit grundtvigianske bagland i Danmark, både prædikede hun og hjalp med at uddele nadver, eksempelvis ved de nordjyske frimenigheders årsmøde i 1926. I Sydslesvig blev sygeplejersken Maren Sørensen i mellemkrigstiden et kristent samlingspunkt for de danske syd for grænsen og fungerede i denne sammenhæng som præst. Det samme gjorde Jørgine Abildgaard, en af Snoghøj Højskoles to ledere. Fra 1933, da Snoghøj indviede sin egen kirke, varetog hun morgen- og aftenandagter, prædikede, uddelte nadverbrød og –vin, og i 1940 foretog hun den første dåb.

Ruth Vermehren tog sin teologiske embedseksamen i 1927 som den tolvte kvinde, og arbejdede derefter som ulønnet hjælpepræst i Københavns kvindefængsel. Efter nogle år ansøgte hun biskoppen om at modtage den kirkelige ordination, så hun kunne varetage sakramenterne – dåb og altergang – samt vielser og begravelser over for den kvindelige menighed i fængslet. Det lod biskoppen ganske enkelt være med at svare på – brevet blev væk, forlød det. Nogle år senere, i 1940, holdt Vermehren en gæsteprædiken i Vangede kirke og assisterede bagefter sognepræst Christian Norlev ved nadveren. Så brød et stormvejr løs i medierne, og ministeren gav sognepræsten en næse for at bringe uorden i folkekirken.

Ekstra Bladet interviewede stridens æble, som påpegede det diskriminerende i, at en mandlig kirketjener gerne måtte hjælpe ved nadveren: »En uordineret mand kan altså godt tjene for alteret, uden at nogen kirkelig myndighed griber ind, men så snart det er en kvinde, stiller sagen sig anderledes, endog selvom denne kvinde har fuld præsteuddannelse og lovformelig er ansat som uordineret medhjælper hos præsten ved Københavns fængsler, så anses hun alligevel som ringere end den uordinerede mand,« sagde Ruth Vermehren

Da Folketinget i 1941 skulle behandle et forslag om at gøre det lettere for lægmænd at blive præster, dominerede Vermehren og det principielle spørgsmål om præsters køn debatten: Hvorfor skulle en ikke- teologisk uddannet mand have adgang til at blive præst, men ikke en teologisk uddannet kvinde? spurgte Dansk Kvindesamfund og de kvindelige teologer.

De konservatives ordfører, Kristen Amby, følte sig kaldet til at svare: »Kirken går ud fra naturgivne betingelser. Kvindens højeste kald er at blive moder, og dette kan ikke sættes til side for et præstekald,« sagde han fra Folketingets talerstol. Amby var selv fængselspræst og ønskede ikke at kirken skulle være med til at fremme idéer, der hidrørte fra »Rousseaus hedenskab … er der noget, tiden trænger til, så er det at klynge sig til de gamle, enkle sandheder.« Erik Appel, den grundtvigianske højskolemand, forsvarede til gengæld kvinderne: »Hvis det høje ting vil tillade mig en personlig bemærkning, så vil jeg sige, at jeg ville gerne have modtaget kirkens sakramenter af min moders hånd,« sagde han.

Sådan har der altid været fremsynede mænd, der talte kvinders sag.

I 1943 blev der afholdt folketingsvalg. Af de 755 opstillede kandidater var 27 kvinder. Med en kanonhøj stemmeprocent på 90 halverede vælgerne antallet af kvindelige folketingsmedlemmer fra fire til to – den konservative Gerda Mundt fra København og venstrekvinden Inger Gautier Schmit fra Vejle.

Så vågnede Olga Danske op til dåd. Med teologen Bodil Koch i spidsen stiftede en gruppe kvinder i 1944 Folkevirke, som fik stor gennemslagskraft i efterkrigstidens brede midterbælte i dansk politik. Bevægelsens formål var først og fremmest at styrke det politiske oplysningsarbejde blandt kvinder og ruste dem til at deltage i politiske partier og forsamlinger.

Bodil Koch sagde ikke, at ‘det private er politisk’, som rødstrømperne gjorde det nogle årtier senere, men hun var tæt på: »Hvad er politik til syvende og sidst andet end spørgsmålet om hjemmenes, familiernes, menneskenes forhold. Begynder vi med børneforsorg og mødrehjælp, kommer vi snart til boligpolitik og handelspolitik (forsyning og fordeling),« skrev hun i en artikel med titlen: Skal kvinder have særopgaver i politik?

Et anden af Folkevirkes markante medlemmer, Lis Groes, understregede, »at skal familien leve frelst videre, må familiepolitikken også tage sigte på at give den gifte kvinde mulighed for at forene sit moderskab med det medborgerskab, som hun har så svært ved at virkeliggøre i den lille familie, hvor hun er økonomisk afhængig og åndeligt isoleret.«

Antallet af veluddannede kvinder steg, men lige efter besættelsestiden var der stadig en fjerdedel flere drenge end piger i real- og gymnasieklasserne, og seks gange så mange mandlige som kvindelige kandidater gik ud af porten fra en højere uddannelsesinstitution.

’Nogen må jo gøre det værste’

I slutningen af 1945 fik kirkeminister Carl Hermansen, Venstre, besøg af en deputation af kvindelige teologer med Bodil Koch i spidsen. De bad ham fremsætte et lovforslag om kvinders ret til at blive præster. Personligt havde Hermansen intet imod idéen, men som provst i Vennebjerg Herred vidste han, hvor meget bøvl sådan et forslag kunne afstedkomme. Han foretrak at vente, til der viste sig ’en konkret anledning’.

Den kom året efter, da valgmenigheden i Nørre Ørslev på Falster søgte en ny præst. Medlemmerne af menighedsrådet kunne bedst lide den 33-årige Johanne Andersen og meddelte derfor kirkeministeren, at hende ville de have – hvortil han svarede, at det var ulovligt og derfor umuligt.

Så tog falstringene morgentoget til København og gik i deputation til Folketinget, hvor et flertal for kvindelige præster var ved at etablere sig på tværs af partiskel.

Overhyrden for Indre Mission, Christian Bartholdy, gik derimod til apostlen Paulus, som er dejligt klar i det anliggende. I sit første brev til korintherne skriver han i kapitel fjorten vers 34-35: »Ligesom i alle de hellige menighedsforsamlinger skal kvinderne tie i jeres menighedsforsamlinger, thi det tilsteder dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som også loven siger. Er der noget, de ønsker oplyst, lad dem så spørge deres mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en kvinde at tale i en menighedsforsamling.«

Apostlen var ikke besat af en midlertidig raptus. I breve til andre menigheder var han ligeså klar: »Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder,« skrev han i sit første brev til Timoteus kapitel 2 vers 11-12.

Teksten kunne vanskeligt misforstås, mente Christian Bartholdy, og derfor begreb han ikke, at nogen kvinde turde ønske at prædike Guds ord. Så mange som 514 af landets folkekirkepræster – cirka en tredjedel – delte hans synspunkt og var tilstrækkeligt indignerede til at underskrive en protest.

Til gengæld viste en Gallupmåling et flertal i befolkningen for at give kvinder lov til at trække i lang, sort kjole med hvid pibekrave, og kort tid efter bad et menighedsråd i Nørre Åby på Fyn om at få teolog Edith Brenneche Petersen ansat som hjælpepræst. Det var et slag for Bartholdy og hans stridsmænd: Brenneche tilhørte nemlig selv Indre Mission, så  kvindeoprøret havde bredt sig ukontrollabelt til Guds børn.

Et politisk flertal bestående af kommunister, socialdemokrater og de radikale føjede folkeflertallets vilje. De insisterede på, at parlamentet skulle forblive Folkekirkens højeste organ og pressede kirkeminister Carl Hermansen til at fremsætte det lovforslag som blev vedtaget 4. juni 1947 og banede den juridiske vej for ligestilling i Folkekirken.

Selve ordinationen var imidlertid et problem, fordi Maribos biskop Niels Munch Plum, der skulle præstevie Johanne Andersen, var modstander af kvindelige præster. Folketinget vedtog hurtigt en ny lov, der gav biskopper mulighed for at blive fritaget for at føre tilsyn med en menighed – og den mulighed greb valgmenigheden i Nørre Ørslev. Formanden rettede henvendelse til Hans Øllgaard, som var den ene af to biskopper, der så nådigt på kvindelige præster. Med ordene »Ja – der skal jo nogen til det værste,« indvilgede Hans Øllgaard i at føre tilsyn med Nørre Ørslev og  præstevie Ruth Vermehren, Johanne Andersen og Edith Brenneche. Det skete 28. april 1948 i Odense Domkirke:

»Kirken var stuvende fuld. Vi gik i procession ind i kirken, fulgt af 60-70 mandlige præster,« fortalte Johanne Andersen i 1985 på et seminar for kvindelige præster i Norden – og hun fortsatte: »Fra gudstjenesten husker jeg særligt biskop Øllgaards prædiken. Han talte over Mathæus 28, om kvinderne ved graven, der påskemorgen kom og mødte en engel, der sagde til dem: ’I leder efter Jesus af Nazareth. Han er ikke her. Han er opstanden. Gå og fortæl hans disciple det’.«

Fra Folketingets talerstol beklagede den konservative Kristen Amby dybt dette traditionsbrud – hvilket det nye socialdemokratiske folketingsmedlem, teologen Bodil Koch, drilsk kommenterede: »Hvordan kan det være gået til, at det ærede medlem så smertefrit og personligt er kommet over det traditionsbrud, at cølibatet er ophævet?« spurgte hun.

Indre Mission frasagde sig alle former for samarbejde med kvindelige præster. De mente det alvorligt: Da Edith Brenneche i begyndelsen af halvtredserne blev ansat som kaldskapellan ved Fredens Kirke i Odense, tog Indre Mission konsekvensen og flyttede sin missionær fra sognet.

Ingen af disse første kvindelige præster giftede sig eller fik børn. I den forstand blev det ældgamle skel mellem kvinden som krop – hustru/mor/husmor, og kvinden som ånd – jomfru/nonne/diakonisse – opretholdt. Først mange år senere blev det sædvanligt og uprovokerende at se en gravid præst foran alteret. Men da var prævention blevet hver kvindes eje, børnetallet var faldet og kun meget få kvinder fik 11 eller 7 børn som mine oldemødre Karen Marie og Anna i Vestjylland.

De kvindlige pionerer

Kvinder fik adgang til gejstlige embeder i de tidlige efterkrigsår, hvor veluddannede kvinder bevægede sig ind på andre maskuline domæner. I 1945 blev Astrid Friis således landets første kvindelige professor – i historie ved Københavns Universitet. I Island blev cand.polit. Bodil Begtrup Danmarks første kvindelige gesandt i 1948. I Stege blev Eva Madsen landets første kvindelige borgmester, og advokat Ingeborg Hansen blev Landstingets første kvindelige formand. Grete Kolbe blev i 1951 kapelmester for Danmarks Radios Underholdningsorkester. Året efter fik kvinder lov til at blive Dannebrogsmænd. Cand.jur. Bodil Dybdal blev medlem af Højesteret i 1953. I litteraturens verden ragede Karen Blixen, Thit Jensen, Agnes Henningsen og Tove Ditlevsen højt – og blivende – op.

Efter valget i 1953 dannede socialdemokraten Hans Hedtoft regering med hele to kvinder: Formanden for de kvindelige teologers 1945-deputation, Bodil Koch, blev verdens første kvindelige kirkeminister, mens Lis Groes blev minister for handel, industri og søfart. Udnævnelserne var en anerkendelse af de socialdemokratiske kvindesagskvinders arbejde. Begge var blandt initiativtagerne til Folkevirke, og Groes var formand for Danske Husmødres Forbrugerråd.

Som kirkeminister fra 1953-66 var Koch en drivende kraft i en række reformer af folkekirken; hun forsvarede forkyndelsesfriheden og folkekirkens rummelighed, hvilket var afgørende for, at kirkeskeptiske, menige socialdemokrater efterhånden fik et mere forsonligt forhold til kristendommen.

Det blev også Bodil Kochs opgave, først som folketingsmedlem og senere som minister, at håndtere de konflikter, som loven om kvindelige præster medførte i Folkekirken. I årtier nægtede flere biskopper at ordinere og føre tilsyn med kvindelige præster – ja, enkelte ville end ikke omgås kvinder i præstekjole. Da en ung Helga Jensen i 1955 blev udnævnt til hjælpepræst i Skive-Resen sogne, ville den missionske biskop Christian Baun i Viborg hverken modtage hende i bispegården, ordinere hende eller opfylde sin tilsynspligt. Men sognet fik alligevel sin vilje, da kirkeminister Bodil Koch benyttede sig af bispefrihedsloven og overdrog tilsynet med sognet til Ålborgs biskop. Tidselgemyttet Baun lod sig ikke formilde. I 1959 frabad han sig Helga Jensens tilstedeværelse, da han skulle nedlægge grundstenen til den ny kirke i Skive, hvor hun tjente som præst. Det fortælles, at hun tog det med ophøjet ro – men det gjorde aviserne ikke.

Christian Baun var imidlertid ikke helt på tværs af tidsånden. I klassikeren ‘Kunsten at elske’ fra 1956 beskrev psykologen Erich Fromm den ideelle familie: »Medens moderen er naturen, det hjem, vi kommer fra, repræsenterer faderen menneskelivets anden pol, den verden, der præges af tanken, af de menneskeskabte ting, af lov og orden, af disciplin, af rejser og eventyr. Faderen er den, der oplærer barnet og viser det vej ud i livet.«

Psykoanalysen blev aktivt brugt til at skabe efterkrigstidens kvindeideal, som professor ved Rigshospitalet dr. med. Axel Tofte udlagde i sin populære oplysningsbog ‘Seksuel Hygiejne’: »Som i legemsbygningen udvikler kvinden sig også mindre i åndelig henseende end manden og er i flere retninger beslægtet med barnet, hvad der er af betydning for hende som moder.«

Jo flere personlige ambitioner – en ’maskulin egenskab’ – en kvinde havde i den offentlige sfære, desto mindre egnet var hun som moder, mente professoren og hans freudiansk inspirerede meningsfæller. De, der foretrækker at gøre karriere frem for at føde børn, er umodne, regressive, ufuldkomne personligheder, konkluderede han.

Halvtredsernes kvindesyn taget i betragtning, kan det ikke undre, at det gik langsomt med at få ansat flere kvindelige præster i folkekirken. Nummer ti blev udnævnt i 1963 – men derefter gik det stærkt.

Det perfekte kvindeliv forandres

Min mor, Lilly, blev født i 1930 i Hejnsvig. Som flertallet i sin generation begyndte hun at arbejde lige efter konfirmationen, og som så mange andre kvinder i arbejderklassen fortsatte hun med at arbejde, da hun blev en gift kone i 1955. På det tidspunkt havde oldemor Anna stadig sin høkerbutik, og mormor Misse tog sæsonarbejde i roerne, kartoflerne og tørvemosen. Men fordi så relativt få gifte kvinder havde registreret lønarbejde i halvtredserne, står årtiet for eftertiden som kernefamiliens guldalder: Dengang der var orden i tingene, og kvinderne tog sig af børn og husarbejde.

Forestillingerne om det ideelle kvindeliv skiftede i 1960’erne. På det tidspunkt var min mor og moster fyldt tredive og blevet mødre til et par børn. Nu skulle gifte kvinder have lønarbejde. Nationaløkonomien krævede det. Kvindernes egen, mandens og børnenes lyst til at få del i velfærdsstigningerne krævede det også. Huset, bilen og charterferien lå inden for rækkevidde.

Den økonomiske vækst satte rekord: Fra 1960 til 1969 steg nationalindkomsten fra 34 til 83 milliarder kroner – næsten to en halv gang på bare ni år. Meget af denne kolossale velstandsstigning skyldes kvinderne: I løbet af tresserne voksede deres antal i arbejdsstyrken med cirka 270.000. Væksten fortsatte i halvfjerdserne med yderligere 380.000 og i løbet af firserne med cirka 150.000. I alt trådte 800.000 flere kvinder ind på det registrerede, skattebetalende arbejdsmarked på bare tredive år, mens antallet af mænd kun steg med cirka 100.000 i samme periode.

Et stigende antal kvinder fortsatte med at have lønarbejde, når de blev gift og fik børn: I 1960 havde mindre end hver femte gifte kvinde lønnet hel- eller deltidsarbejde, mens hele 860.000 kvinder var husmødre og blev forsørget af deres mand. Tretten år senere, da de forgyldte tressere endte i oliekrisen, havde næsten halvdelen af de gifte kvinder lønarbejde. Tyve år senere, i begyndelsen af halvfemserne, havde lige så mange yngre og midaldrende kvinder lønarbejde som mænd i samme alder, uanset om de var gift eller ej. Og i dag er der bare 17.000 husmødre i Danmark.

Dette massive indtog ændrede den brede, samfundsmæssige holdning til kvinders uddannelse og lønarbejde. I 1973 lykkedes det langt om længe at få det private arbejdsmarked til at opgive princippet om at give mandekønnet positiv særbehandling i lønforhandlinger. Det er mindre end fyrre år siden! I overenskomsten stod endvidere, at »alle begrænsninger på grund af køn i adgangen til at udføre arbejde af enhver art bortfalder ved ligelønnens gennemførelse.«

1973 var også et jubilæumsår for kvindelige præster: 25 år efter ordinationen af Johanne Andersen, Benniche-Pedersen og Ruth Vermehren var flere end 50 kvindelige præster ansat i Folkekirken, mere end 40 procent af de teologistuderende var kvinder, og samtlige bisper havde ordineret kvindelige præster. Det sidste fik lidt over 100 præster og teologer til at kræve oprettelse af et nyt embede, hvor bispen afholdt sig fra at præstevie kvinder og til gengæld kunne præstevie mandlige kandidater med ubesmittede hænder.

Modstanderne af kvindelige præster fik ikke deres ønske opfyldt. Til gengæld gik der næsten 50 år efter ordinationen af de tre første kvindelige præster, før Danmark fik en kvindelig biskop: Lise-Lotte Rebel blev indsat over Helsingør Stift i 1995.

Ligestillingens vigepligt

I 2003 holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen en vidt citeret nytårstale, hvori han frejdigt påstod, at »i Danmark har kvinder som en selvfølge ligestilling med mænd.«

Kvinderne er kommet i flertal blandt de studerende på universitetet. Inden for gamle mandefag som medicin, jura, statskundskab og teologi er man på vej mod en nogenlunde jævn kønsfordeling. Kvindelige akademikere er så markante i offentligheden, at der er en tendens til at glemme, at arbejdsmarkedet som helhed er næsten lige så kønsopdelt som på vores oldemødres tid, og vil fortsætte med at være det mange år fremover: På sundhedsuddannelserne er 94 procent af de studerende kvinder, mens 96 procent af de studerende på jern- og metalfag er mænd.

Der er også en tendens til at negligere de mentale barrierer, som hindrer kvinder i at opnå ligeløn og adgang til samfundets topposter inden for erhvervsliv og den akademiske verden (i modsætning til politik). Lige efter årtusindeskiftet viste en undersøgelse, at forestillingerne om, at kvinder både er en fysisk og psykisk ringere arbejdskraft end mænd, er forbavsende livskraftige. Megafon spurgte et repræsentativt udsnit af yngre danskere – 18 til 40 år – om deres holdninger til menstruation. Så mange som 56 procent kvinder og 58 procent mænd mente, at kvinder er følelsesmæssigt ustabile under menstruation. Næsten hver femte kvinde i undersøgelsen svarede ja til spørgsmålet, om hvorvidt kvinders biologi forhindrer dem i at udføre visse typer job. Flere mænd, nemlig hver tredje, mente det samme.

Sådanne gamle forestillinger om kvinders natur lever side om side med det faktum, at stadig flere kvinder bestrider stillinger, som helt op i vore mødres ungdomsår var mandejob, eksempelvis som læger, ministre, sognepræster, kampsoldater – eller biskopper.

Uden tvivl har kønnet indflydelse på et fags sociale anseelse, men man kan kun gisne om betydningen af, at præstegerningen skifter køn. Er det eksempelvis med til at ændre præstens rolle fra primært at være en moralsk autoritet og åndelig vejleder til en psykologisk rådgiver og kriseterapeut? Tiltrækkes andre grupper af befolkningen til Folkekirken, når præstens prædikener referer til kvinders livserfaringer og hverdagsliv frem for mænds? Vil det underminere præsters arbejds- og lønvilkår, at faget bliver kvindedomineret – sådan som nogle mandlige læger klager over, at kvindedominansen underminerer lægers vilkår?

Ved et af livets sære sammentræf, er jeg – ærkekøbenhavner – blevet gift med en mand fra Vorbasse, hvor oldemor Karen Marie fødte sine 11 børn og lagde ører til præstens indremissionske prædikener, når de skulle døbes. Efter sigende kom hun kun i kirken ved  dåb, bryllup og begravelse i familien. November 2008 ringede min svigerfar, Sven Tygesen, og fortalte, at den grundtvigske liste for første gang i mere end hundrede år havde vundet flertallet i Vorbasse Menighedsråd.

– Nåh, så skal I måske have en kvindelig præst næste gang? spurgte jeg, vel vidende, at sognepræsten nærmede sig pensionsalderen. Munterheden var højlydt i telefonrøret, det anså min svigerfar for utænkeligt. Flertallet ville vægte den gode stemning og samarbejdet højere end det principielle spørgsmål om kvindelige præster, mente han.

Men dér tog svigerfar for en gang skyld fejl.

Godt to år senere, søndag den 12. december 2010, steg Susanne Østbjerg for første gang op på prædikestolen i Vorbasses 800 år gamle kirke og skuede ud over sognebørn i trængsel på bænkene. Et halvt års tid senere holdt hun historiens første gudstjeneste på Vorbasse Marked i det store værtshustelt. Før ølsalget åbnede, lyttede 300 mennesker til hendes prædiken om Peters fiskefangst, som sluttede: »Guds rige er midt i blandt os, der hvor vi har mest brug for det, men også der, hvor vi mindst venter det. Også her i et telt og på en mark i Vorbasse. Gå ud! Nyd fællesskabet, og pas på hinanden. God arbejdslyst, godt marked og Gud være med os alle. Amen!«

Efter en hed diskussion i Vorbasse menighedsråd var den trediveårige kvindelige cand. theol. blevet udvalgt blandt 19 ansøgere, hvorefter den indremissionske kirkesanger Ernst Andersen trak sig i protest, og præsteforeningens formand, Per Buchholdt Andreasen understregede, at kirken skal kunne rumme forskellige holdninger:

»Der er plads til at være modstander af kvindelige præster inden for folkekirken rent bekendelsesmæssigt,« sagde han til DR-nyheder.

Denne særlige kirkelige tolerance er legitimeret i ligebehandlingsloven med en undtagelsesbestemmelse, som siger, at et menighedsråd gerne må ansætte en mand frem for en kvinde – udelukkende fordi han er mand. Undtagelsen er begrundet i teologisk tradition.

Til gengæld må et menighedsråd ikke ansætte en kvinde, udelukkende fordi hun er kvinde. Det kan nemlig ikke på samme måde begrundes med teologi.

Lige bag den blankpolerede medievirkelighed, hvor ligestilling mellem kønnene sammen med demokrati og ytringsfrihed altid fremhæves som grundpillerne i dansk kultur, er teologisk begrundet diskrimination af kvinder altså stadig en accepteret del af Folkekirkens grundlag.

Ligestillingens vigepligt fungerer fortsat: Folkekirkens sammenhængskraft  anses for at være vigtigere end kønnenes ligeværd og lige ret til arbejde.

Se også Foredragene:
Kirken og kvinderne
Luthers Käthe og andre kvindfolk
Kristne filantroper og frivilligt socialt arbejde

Reklamer