Anmeldelser

Pressen skrev om 1915 – da kvinder og tyende blev borgere

Birte Weiss i Weekendavisen:

Velfortalt historie om de mentalitetsskred, der banede vej for en grundlov med politisk plads til kvinder og tyende. Bogen har fortjent at blive en klassiker på flere generationers boghylder.

Ikke et ondt ord om sommerens nette fejring af grundlovsjubilæet. Alt var, som det hører sig til: En humørfyldt dronning, en stolt statsminister og hvidklædte kvinder, som takkede deres formødre for godt arbejde i demokratiets tjeneste. Alligevel manglede der noget. Grundloven i 1915 var ikke blot et kvantespring for kvinderne, men også en sejr for den del af den mandlige befolkning, som – fordi de var tyende eller anden underklasse – var uden stemmeret og valgbarhed. Denne vigtige brik i den store fortælling om Danmarks vej til fuldtonet folkestyre blev højst nævnt i en parentes.

Det råder Pia Fris Laneth bod på med 1915. Da kvinder og tyende blev borgere. Det er en bredt anlagt, velfortalt historie om de mentalitetsskred, der gjorde en ændring af grundloven mulig. Og nødvendig. Hendes pointe er, at kampen for at demokratisere Danmark havde andre og lige så skarpe fronter som den mellem mænd og kvinder: Mellem 6.000 godsejere med privilegeret valgret, 60.000 bønder og en stadigt voksende arbejderklasse uden valgret. Mellem herskab og tjenestefolk, som var uden borgerrettigheder, fordi de boede hos arbejdsgiveren og måtte affinde sig med, at han stemte på vegne af hele husstanden. Mellem de besiddende og de fattige, mellem de dannede og de udannede.

Med grundloven i 1849 havde kun godt 35 procent af Danmarks myndige borgere fået stemmeret, ved valget i 1920 var det så godt som alle. Udviklingen blev også hjulpet på vej af nedsættelse af valgretsalderen til 25 år.

For arbejderkvinderne var det derfor naturligt, at de på den store dag i 1915 fravalgte det ikoniske kvindetog til Amalienborg og i stedet gik i demonstration til Søndermarken på Frederiksberg sammen med deres mandlige parti-og fagfæller. Det var en dobbelt klassekamps-og kvindesejr, for demokratisering af valgretten havde stået i socialdemokraternes program siden Gimlekongressen i 1876. Det var ikke kongen, som havde fortjent deres kvittering for de nye rettigheder, men Stauning og arbejderbevægelsens første pionerer, suppleret med frisindede borgerlige meningsdannere.

Bogens metode er klassisk, informationsmættet historiefortælling mikset med portrætter af en række af ligestillingsarbejdets ildsjæle. Detaljerigdommen i beskrivelsen af den politiske kamp er stor, og gennem citater får man indblik i tidsånden. Et eksempel er vaskekonen Ida Jensens gengivelse af det råd, som hendes mor gav hende på sit dødsleje: »Vær god min pige, bevar en tro hånd og en lukket mund, så skal du nok komme verden igennem.« Det får Pia Fris Laneth til at skrive: Verden igennem med lukket mund – ikke frem i verden med åben pande. At gøre sin pligt var klogt, smukt og kvindeligt, at kræve sin ret var næsvist og ukvindeligt. Alligevel blev der fra 1873 til år 1900 etableret 27 kvindefagforeninger, og ved århundredeskiftet var en femtedel af de kvindelige arbejdere organiserede mod tre fjerdedele af mændene.

Kvinderne havde sat sig i bevægelse og var ikke til at stoppe. Valgretsbevægelsen var startet som et hovedstadsfænomen, men udviklede sig gradvis til en landsdækkende folkebevægelse. Omkring 1890 begyndte kvinder at dukke op til vælgermøder og stille spørgsmål til kandidaternes syn på kvindernes demokratiske underskud. Det var noget nyt, blandt andet inspireret af den engelske filosof og politiker John Stuart Mills værk Kvindernes underkuelse. Det var i 1869 blevet oversat til dansk af Georg Brandes og blev en inspirationskilde for kvindernes emancipation, selv om han ikke gik så langt som til at forestille sig samme rettigheder for underklassens kvinder som for borgerskabets.

De fleste kandidater havde ikke noget imod at svare, men valgbestyrelserne havde svært ved at tackle situationen. Da lærerinden Louise Nørlund ved et møde i København meldte sig på talerlisten, blev hun præsenteret sådan: »Der vil nu ske noget mærkeligt, mine herrer.

En dame har forlangt ordet og vil komme til at tale. Efter valgloven kan jeg ikke nægte det, og jeg beder Dem derfor om at høre hende til ende og huske, at det er en dame, der taler til os. Her må være absolut ro.« Forfatterens journalistiske sans for snapshots, som viser kvindernes voksende selvbevidsthed i forhold til uddannelse, arbejde og politik, gør bogen til fornøjelig læsning. Men det er først og fremmest en veldokumenteret fortælling om, hvorfor både det modvillige landsting og fodslæbende patriarker til sidst måtte give fortabt over for kvinder og mænd med appetit på politisk medborgerskab.

Pia Fris Laneth, der i 2006 fik et fortjent, folkeligt gennembrud med Lillys Danmarkshistorie, indleder den ny bog med et Thit Jensen citat: »Når man fordyber sig i historien, kan man frigøre sig fra det nedarvede snæversyn, fordi man opdager, hvor meget der har måttet passere forargelsens ildovn, før det er blevet accepteret som simpel fornuft og retfærdighed.« Billedredaktionen understøtter på fornem vis den vinkel. Bogen har fortjent at blive en klassiker på flere generationers boghylder.

Doris Ottesen i Kristeligt Dagblad:

Pia Fris Laneth giver et nuanceret og afbalanceret indblik i et stykke skelsættende danmarkshistorie.

Pia Fris Laneth er en kvinde med ben i næsen. Hun er også en forfatter med en solid viden – erhvervet gennem så vel uddannelse som arbejdserfaringer – om politiske, sociale og samfundsmæssige forhold.

Og så kan hun skrive på én gang både letlæst og kundskabsrigt.

Alt dette demonstrerede Laneth, da hun i 2006 udgav Lillys Danmarkshistorie – kvindeliv i fire generationer. Dengang fortalte hun 150 års danmarkshistorie ud fra sin egen familiekrønike. Hun udnyttede her med stor dygtighed den lille historie til at sætte perspektiv på den store.

I sin seneste udgivelse, 1915. Da kvinder og tyende blev borgere, bruger Pia Fris Laneth ikke på samme måde sin egen families fortælling, men hun formår præcis lige så vellykket at få de enkelte skæbner til at træde klart frem og dermed at gøre de historiske begivenheder meget nærværende og vedkommende.

Pia Fris Laneth begynder sin beretning med at skildre selve den store dag, den 5. juni 1915, da kvinder gik i det siden så berømte tog til kongen ikke for at takke, men for at vise deres anerkendelse af den nu af kvinderne opnåede stemmeret til Folketinget.

Men Pia Fris Laneth skildrer også den, som oftest oversete, meget store gruppe af kvindelige arbejdere, der med deres fagforeningsfaner foretrak at slutte op om deres mandlige arbejdskammerater i et næsten samtidigt – og langt større – socialdemokratisk optog, der ikke gik til kongen, men til Søndermarken. Der var dog dem, både mænd og kvinder, der deltog i begge optog! Efter denne på alle måder spektakulære indledning skildres så hele den lange og ofte ganske ydmygende kvindekamp for så vel valgret som valgbarhed på lige fod med mændene helt tilbage fra vedtagelsen af Grundloven i 1849.

Mange nederlag og nedladende ord om kvindekønnets manglende intellektuelle formåen måtte konfronteres og overvindes igennem mere end et halvt århundrede, før retfærdigheden endelig skete fyldest. Pia Fris Laneth tager os ved hånden gennem alle detaljer og forviklinger, og hun viser os alle de kvinder – og mænd ikke at forglemme – som sejt holdt fast og holdt ud og dermed sikrede det gode resultat til glæde for alle danske kvinder lige siden.

Det, der i særlig grad gør fremstillingen vellykket, er det faktum, at forfatteren, selvom hun har et klart kønspolitisk sigte med sin fremstilling, er i stand til på én gang at lade teksten handle både om kvinderne og om tyendet.

Pia Fris Laneth viser i sin bog, at der, til trods for at disse to grupper i sagens natur ofte var sammenfaldende, et langt stykke af vejen i kampen for stemmeret og ligeret var en solidaritetskonflikt, som det skulle vise sig ganske svært at overkomme. Enkelt sagt drejede det sig om, at de kvinder, der kæmpede for selvstændighed og demokratisk ligeværdighed med mændene, trods det fælles mål på grund af meget forskellige livsvilkår havde meget forskellige meninger om, hvordan man skulle nå dette mål. Ja, vel i grunden om, hvad der var det endelige og afgørende mål for kampen.

Mange arbejderkvinder følte ikke megen solidaritet med det bedre borgerskabs fruer og de selverhvervende, veluddannede kvinder, der spillede en afgørende rolle i de kvindeforeninger, der havde gjort stemmeret til deres hjertesag.

Arbejderkvindernes kamp var først og fremmest af social karakter.

De ønskede sig mere end noget som helst andet ligeløn med mændene, så de kunne forsørge deres børn, og kortere arbejdsdage, så de kunne få tid og overskud til at opdrage dem, og de var i mindre grad interesserede i de demokratiske processer og rettigheder. Dertil kom, at de jo ofte var ansat som tyende med få eller ingen rettigheder hos de selvsamme fruer, som havde tid, råd og overskud til at gå til kvindeforeningernes stemmeretsmøder.

Pia Fris Laneth giver et meget nuanceret og afbalanceret indblik i et stykke skelsættende danmarkshistorie. Hun skriver med både kløgt og hjertevarme om en demokratisk ret, som alle danske kvinder stadig kan og også bør takke deres stærke og modige formødre for.

Karen Sjørup i Information:

Ny bog fortæller levende om dengang, da fruentimmerne, tyendet og forbryderne fik borgerlige rettigheder.

Bogen 1915 – da kvinder og tyende blev borgere handler i grunden meget lidt om 1915, men snarere om de sociale, kulturelle og politiske opgør, der efter 1849-grundlovens vedtagelse og siden nederlaget i 1864 førte frem til, at alle voksne kvinder og mænd over 25 år – i første omgang 35 år – fik valgret og valgbarhed.

Inden 1915-loven var det nemlig kun 14 pct. af befolkningen, som havde disse rettigheder, idet rettighederne forudsatte, at man var en mand over 35 år, havde fod under eget bord og kunne forsørge sig selv og sit hushold. Således mener forfatteren Pia Fris Laneth da også, at kampen forud for 1915 mere var en klasse- end en kønskamp.

Den 5. juni 1915 gik det store optog af kvinder til kongen for at fejre kvindernes valgret, selv om Christian X, som dronning Margrethe ved jubilæumsoptoget her i 2015 kunne fortælle, egentlig hellere så, at de damer gik hjem for at lave kaffe til deres mænd.

Pia Fris Laneth beretter til gengæld om den væsentligt større stjernedemonstration, som Socialdemokraterne afholdt samme dag med 27 musikkorps og 20-30.000 deltagere, som siden samledes i Søndermarken. På det tidspunkt havde arbejderklassen for alvor organiseret sig, kvinderne ikke mindst i Kvindeligt Arbejderforbund, og dermed etableret sig som en klasse, der gennem Socialdemokratiet havde fået repræsentanter i de politiske forsamlinger.

En del af bogens kapitler er bygget op om de syv f’er, som indtil da var frataget rettigheder: fruentimmere, forbrydere, folkehold, fremmede, fattiglemmer, de farende og fjolser. De sidste 3 f’er har dog ikke fået sit kapitel. Bogen beskæftiger sig da også især sig med det første f, fruentimmere, og dermed om kampen for kvinders rettigheder både på arbejdsmarkedet, politiske rettigheder og socialhjælp.

Allerede i 1870 oprettedes Dansk Kvindesamfund af ægteparret Matilde og Fredrik Bajer. Året før havde Brandes oversat John Stuart Mills Kvindernes Underkuelse til dansk, den inspirerede både ægteparret Bajer og Brandes selv til en ny debat om kvindernes frigørelse. Imidlertid blev Kvindesamfundet ifølge Pia Fris Laneth især oprettet på grund af socialistforskrækkelsen i forbindelse med Pariserkommunen i 1871, som gav genlyd i hele Europa. Derfor kastede Kvindesamfundet sig ud i en mere moderat kvindekamp bl.a. for bedre skolegang og undervisning af piger og kvinder, mens kampen for politiske rettigheder i første omgang blev nedtonet af frygt for, at samfundet skulle komme til at blande sig i kampen mellem de politiske partier.

En af de grupper, som fik størst betydning for den tidlige kvindekamp, blev de kvindelige lærere. Børns undervisning og skolegang var på den tid ganske lemfældig, og der opstod en stor mangel på lærere, da børneflokkene voksede stærkt. Det kom kvinderne til gode, og Natalie Zahle blev da også en foregangskvinde, der oprettede først pigeskole og siden også gymnasium. Dermed blev der også banet vej for, at kvinder kunne komme på universitetet. Det gjorde de første i 1877, Nielsine Nielsen, som blev Danmarks første kvindelige læge, og Anna Hude, som siden blev kendt og fængslet for at have beskudt en mandlig huslæge, som havde voldtaget hende, men som også blev Danmarks første kvindelige dr.phil.

Bogen følger også udviklingen i den socialistiske bevægelse og arbejderbevægelsen. I denne sammenhæng Gimleprogrammet fra 1876, som krævede fri og lige valgret og lige løn for alle kvinder og mænd. Socialistlederen Louis Pio, som sammen med Geleff og Brix sad fængslet i fire år under umenneskelige forhold for sin agitation, fik tilskud til at flygte til USA, hvor han håbede at kunne opbygge en socialistisk celle sammen med bl.a. Augusta Jørgensen, med hvem han uden for ægteskab havde fået datteren Sylvia. Forehavendet lykkedes ikke for Louis Pio, der døde i Chicago i 1894.

Augusta Jørgensen var selv en markant socialistisk arbejderkvinde, der oprettede den kvindelige afdeling af Internationale, skrev til Karl Marx om hjælp til udvikling af sin agitation, og som efter Pios fængsling opsøgte Georg Brandes og førte lange diskussioner med ham, som vistnok også udviklede sig til en kærlighedsaffære. Pio havde selv adelige rødder og havde inden fængslingen et nært forhold til den svenske baronesse Liljenkrantz, som også havde finansieret en stor del af hans politiske arbejde.

Det vidner jo om, at selv om verden på den tid var stærkt klasseopdelt, var der også plads til klasserejser, især blandt hovedstadens oplyste og politisk aktive kvinder og mænd og ofte i forbindelse med romantiske forbindelser. I det hele taget giver bogen det indtryk, at der i grunden ikke foregik så meget uden for København.

En anden gruppe, som bogens f’er vidner om, er de prostituerede. Prostitution var på den tid tilladt, men kun i de stats-, politi- og lægekontrollerede bordeller. Både Scavenius og den unge Stauning blev taget i at have besøgt prostituerede uden for bordellerne. I Staunings tilfælde i forbindelse med et partimøde i Århus. Stauning gik fri af påtale, mens den prostituerede idømtes 90 dages forbedringshus. Sædelighedsfejden, som Brandes også var stærkt involveret i, blev en lang kamp mellem seksuel frihed og troskab i ægteskaber, men jo i virkeligheden også kvindernes opgør med ægtemændenes ret til at opsøge bordeller for derefter at besmitte koner og børn med de veneriske sygdomme, der florerede i tiden. Brandes talte for seksuel frihed, mens Elisabeth Grundtvig, som i en periode var redaktør for Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet, talte imod seksuel udfoldelse uden for ægteskabet.

Bogen er en fornøjelse at læse. Letflydende og muntert berettende med mange detaljer og beretninger om kvindeskæbner, som levendegør det historiske materiale. Pia Fris Laneths mål med bogen har helt klart været at sætte kvindekampen ind i det klassemæssige og bredere historiske perspektiv, som ofte glemmes og også ofte skaber skår i fælles feministisk front. Den illustrerer imidlertid også, hvordan seksualiteten i form af kvinders romantiske forbindelser og ægteskaber med indflydelsesrige mænd var med til at bære mange af de aktive kvinder frem.

 1870’erne må have været en fantastisk tid at leve i med de voldsomme politiske og sociale forandringer. På mange måder kan man også se årtiet som en parallel til 1970’erne, i hvert fald på det kvindepolitiske engagement.

1970’ernes kvindebevægelse var således også et opgør med mødrenes ’borgerlige’ feminisme, selv om bevægelsen i sig selv bar på det samme borgerlige udspring. Alliancen med arbejderkvinderne lykkedes da også kun delvis, og man kan stadig stille spørgsmålet om, hvorvidt feminismen i dag, som ofte med rette eller urette beskyldes for at være akademisk og elitær, faktisk har været i stand til at bygge bro over klasserne, eller om der overhovedet i dag består en klassemodsætning, som kan måle sig med tiden op til 1915. Man kan også spørge sig selv om, hvilken rolle romantiske forbindelser med indflydelsesrige mænd i dag spiller for kvinders succes i et stadig overvejende patriarkalsk og heteronormativt samfund.

Således gik fagforeningerne jo talstærkt med i jubilæumsoptoget i år, hvor hele det royale udtræk var repræsenteret, med undtagelse af gemalen. Ligesom Kvindesamfundet, Kvinderådet, radikale feminister, teoretiske feminister og queerfolket var med.

Det er et imponerende værk og utroligt, at Pia Fris Laneth har fået hele puslespillet med det store persongalleri, de mange organisationer og begivenheder til at hænge sammen. Hun har ikke følt sig bundet af historikernes krav om en periodisering eller kronologi, ligesom hun heller ikke har følt sig bundet af præcise kildeangivelser. Dette sidste kan godt støde mig lidt, i og med at bogen jo bygger oven på 30-40 års flittig og akademisk kvindehistorieforskning og det dermed forbundne møjsommelige arkiv- og kildearbejde. Men en veloplagt og perspektivrig formidling af samme i en bredere kreds leverer hun smukt.

Anny Skov Madsen på Litteratursiden.dk

Pia Fris Laneth har skrevet et letlæseligt, imponerende kulturhistorisk værk om de mange årtiers kamp fra Danmarks første grundlov i 1849 til 1915, hvor kvinder og tyende også fik valgret. Kvindernes kamp fylder mest i det velillustrerede værk. Men hele den omfattende mentalitetsændring den lige valgret medførte var også baseret på andre vigtige bevægelser i tiden: bonde- og fagbevægelsen, dannelsen af socialdemokratiet, kulturradikalismen og den socialpolitiske filantropi. Gennem omtale af fremtrædende mænd og kvinders banebrydende indsats samt velvalgte citater får man som læser et helt unikt indblik i samfundslivet dengang. Vi får et indblik i de store klasseforskelle, fattigdommen, tidens tanker og den hårde politiske kamp for de rettigheder, vi i dag betragter som en selvfølge.

Det blev fejret med et stort iscenesat grundlovsoptog i København d. 5 juni 1915, hvor kvinderne gik til Amalienborg for over for Christian d. X at udtrykke deres glæde over valgretten. Men et knap så kendt grundlovsoptog var iscenesat af Socialdemokratiet, og her bevægede 25.000 – 30.000 mennesker sig i gennem byen til Søndermarken for at fejre det samme. Arbejderkvinderne fulgte deres mænd. Og de konservative kvinder blev hjemme. De var utilfredse med, at deres tyende fik valgret.

Den første grundlov fra 1849, som vi ellers betegner som begyndelsen på demokratiet i Danmark, gav ikke valgrettigheder til alle.  Faktisk kun 14 % af befolkningen. Undtaget var de syv F’er: fruentimmerne, folkeholdet (tyendet), fattige, fjolser, forbrydere, fremmede og fallenter. I bogen er der mest fokus på de tre første F’er.

I 1851 udkom Mathilde Fibigers: ’Clara Raphael. Tolv breve’. Det var den første feministiske roman i Danmark, og den argumenterede for kvindens ret til at udvikle sin individuelle personlighed og sit intellekt. Den vakte opsigt og blev debatteret heftigt. Der er i denne bog mange referencer til fiktion, som fik markant indflydelse på udviklingen.

Fremsynede mænd som Orla Lehmann, Louis Pio og Georg Brandes kæmpede sammen med kvinderne. Mathilde Bajer, Natalie Zahle, Marie Christensen, jomfru Louise Rasmussen, Amalie Skram og mange andre skubbede på hver deres måde til udviklingen. Kvinderne fik i de mange foreninger, der blev dannet i tiden udviklet deres talent for strategier og organisering, så de var klar til at stille op i politik, da det blev muligt først ved kommunalvalget i 1909 og senere ved folketingsvalget i 1915.

Forfatteren går grundigt til værks, når hun beskriver de voldsomme modsætninger i den lange seje kamp fra 1849 til 1915. Det er danmarkshistorie, når det er bedst, idet hun både har det politiske og det (kultur)historiske perspektiv med. Det hele bliver yderst troværdigt, når en række individuelle livshistorier fortælles kort men alligevel meget sigende. Især de mange velvalgte citater gør hele fremstillingen levende og sammenhængende. Der er så mange gode detaljer medtaget, men det går aldrig ud over helheden. Gid Pia Fris Laneth ville skrive en fortsættelse, der fører historien op til i dag.

Ida Munk på Historie-online.dk:

Denne bogtitel yder faktisk ikke bogen retfærdighed. Man kunne ud fra den formode, at det var endnu en jubilæumsbog i anledningen af indførelsen af kvindernes valgret i 1915: Den er langt mere.

Bogen begynder godt og slutter elegant med optogene i anledningen af vedtagelsen af grundlovsændringen d. 5. juni 1915. Første kapitel: ’To grundlovstog – et husket og et glemt’, ansporer til nysgerrig læsning. Således gennemgås udmærket, hvorledes det kendte kvindeoptog med de hvidklædte kvinder i front med Dannebrog er sammensat og dets forløb. Derefter gennemgås velskrevet det ’glemte’ optog, Socialdemokraternes, der var langt større og som markerede flere af de andre væsentlige elementer i grundlovsændringen. Socialdemokratiet samlede 25.-30.000 mennesker – mænd og kvinder – i en stjernedemonstration, der mødtes i Søndermarken, hvor man fejrede sejren som køn & klasse i respekt for de mere end 40 års kamp herfor.

Bogen fremlægger nye vinkler, glemte fakta, gode historier, som sættes ind i en samfundsmæssig sammenhæng. Det giver perspektiv på perioden fra omkring 1849 til og med vedtagelsen af den grundlov, som gav ikke blot kvinderne valgret, men også tyendet samtidig med afskaffelsen af de velhavendes privilegier på tinge. Dette har man kun i mindre grad har beskæftiget sig med i forbindelse med fejringen af 100-året i skrift og tale, som forfatteren helt ajourført også bemærker det.

Forfatteren bringer med tydelighed frem, at det ikke blot var uviljen mod at give kvinderne valgret, der var årsag til den lange kamp, men også at kampen for denne valgret blev koblet sammen med spørgsmålet om valgretten for samfundets andre grupperinger samt spørgsmålet om forfatningen, herunder valgmetoder (flertalsvalg i enkeltmandskredse, forholdstalsvalg kontra kredsvalg med tillægsmandater). Hun peger på, at kvindernes valgretskrav bliver løftestang i forfatningsstriden og gennemgår i kapitel 4 dette levende og grundigt. Her går hun ind i problematikken om de 5 ’F’ere: Fruetimmere, Forbrydere, Folkehold, Fattiglem og Fjolser og disse befolkningsgruppers vilkår.

Som forfatteren påpeger (s. 429), var grundlovsændringerne en enorm sejr for kvinderne som køn, for tyendet som stand og for bønder, husmænd og arbejdere, som havde kæmpet for at afskaffe godsejernes og de andre velhavendes privilegerede valgret.

Bogens styrke er, at den så velredigeret og velformuleret gennemgår vanskelige historisk – politiske spørgsmål som f.eks. treårskrigen og krigen i 1864 med følgerne heraf for riget, partiernes opståen og de indre brydninger her. Forfatteren indpasser datidens historier, myter, sladder, avisartikler, debatindlæg, nedskrevne erindringer og senere vurderinger heraf på forbilledlig vis i gennemgangen af den internationale og nationale udvikling.

Bogen er disponeret godt emnemæssigt. Dette betyder, at kronologien brydes, hvilket her er en fordel for læsevenligheden, men det rejser et problem i forhold til den læser, der gerne vil tilbage til en tidligere omtale af en person eller institution: Der er ikke noget register. Det er en mangel i denne bog, også selv om den har et bredere publikum som målgruppe. Ligeledes er det en klar mangel for den fagligt interesserede læser, at der ikke er nogen dokumentation for bogens tal (f.eks. s. 202 og 408) eller de mange direkte citater. Det er en skam, da et fornuftigt noteapparat ville være til glæde for den læser, der ønsker at gå videre med emnet. Ikke mindst, da forfatteren har taget sig den frihed at omskrive de direkte citater ”-til nutidigt og mere mundret dansk.”, som det fremgår øverst i litteraturlisten s. 432. Det fremmer selvfølgelig læseligheden, men burde ikke afskære fra, at man kan finde originalen. Forfatteren er politolog og journalist – hvilket burde gøre et noteapparat til en selvfølgelighed.

Denne bog er resultatet af et stort og godt stykke arbejde – absolut læseværdig for en større kreds end fagpersoner. Den kan således fint placeres under juletræet til ikke blot den kvindehistorisk interesserede, men også til dem, der ønsker et godt billede af den fascinerende og begivenhedsrige periode i Danmark 1849-1915.

Læs mere om bogen her

Reklamer