Nyt foredrag i forbindelse med 50-året for 1968
En sørgmunter fortælling om 1960’erne, hvor den økonomiske velstand og seksuelle frigørelse eksploderede. Husmødre insisterede på at tjene deres egne penge og rationaliserede morgentoilettet med elektriske Carmencurlers.

P-pillen, kvinders lønarbejde og offentlig børnepasning ændrede familielivet for altid. Traditionelle autoritetsforhold revnede: Unge gjorde oprør mod ældre, studenter mod professorer, sorte mod hvide, kolonier mod kolonimagter, kvinder mod mænd … og Rødstrømpebevægelsen ventede lige om hjørnet.
Det var en vild, undertiden voldsom periode af danmarkshistorien. Frihed og frigørelse, jo vist, men eksperimenter med nye kønsroller, boformer og bevidsthedsændrende stoffer gav mange ar på sjælen, og oprøret trak også et spor af skilsmisser, sammenbrud og misbrug efter sig.