Pressen skrev om Lillys Danmarkshistorie

Birgitte Possing i Infomation:

Det er set før, at journalister har erobret pladsen fra historiske forskere med en nyskreven danmarkshistorie. Nu foreligger der et nyt og ret specielt bud fra journalistside. Et bud, der ikke bare bygger på pressens egne kilder og historisk litteratur, men også på interviews og private erindringer. Det er usædvanligt. At forfatteren er kvinde, uddannet politolog på Københavns Universitet og erfaren journalist ved Information med speciale på det politisk-økonomiske felt gør det endnu mere bemærkelsesværdigt. Helt specielt er det imidlertid, at forfatteren første gang blev offentligt kendt som skønhedsdronning, først i Danmark, siden i udlandet. Det var i 1973, hun var 16 år, gymnasieelev og blev ‘Miss Young International’ i Tokyo. Hun var datter af en tjener og en kontorassistent. Vi taler om Pia Fris Laneth, der i dag udgiver Lillys Danmarkshistorie. Lilly er forfatterens mor. Det ligger i kortene, at vi har at gøre med en nationalhistorie, der er skåret over en læst, som vi ikke før har set (….)

I en tour de force følger vi forfatterens familiære spor i fire generationer på kvindesiden tilbage fra 1880’erne, både hos de fattige oldemødre i det indremissionske husmandsmiljø på heden i Sydvestjylland og i det socialdemokratiske arbejdermiljø på stenbroen i København. I alle familiens generationer fik kvinderne, de unge og de lidt ældre, en broget blanding af uægte og ægte børn med forskellige mænd. Stabile ægteskaber og lykkelige kærlighedsforhold var mere undtagelsen end reglen i en familie, som mestendels tilhørte socialgruppe syv. Det er en benhård, underholdende og u-sart fortælling fra det virkelige liv, hvor begreberne helte og skurke ikke giver nogen mening. Hverken for mænd eller kvinder.

(…) Bedstemødre, tanter, kusiner og søstre følges, uden at perspektivet begrænses til privat selvoptagethed. Hver familiesag og -begivenhed åbner for et tema i den offentlige historie. Fortællingen løftes herfra op, vinklen vendes umærkeligt, og arbejds-, uddannelses-, mode-, barsels-, præventi-ons-, fagbevægelses- og politisk historie berettes med et kulturelt og et samfundsøkonomisk blik. Vinklen skifter igen og igen. Nedefra og oppefra. Nedefra følger den mest de uheldige helte i de næstfattigste miljøer. Det er lige før, gentagelsesmønstret bliver ustoppeligt i den familie. Indtil de kvindelige mønsterbrydere, teologen, politologen og borgmesteren i forfatterens egen generation træder ind på scenen uden dermed at fortrænge forfatterens søster, hvis mest stabile arbejdsliv var de ni år på massageklinikken, eller niecen, der var bagerjomfru, pædagogmedhjælper, syerske og medhjælpende hustru i mandens vognmandsfirma.

Historien er og bliver set fra den side, hvor virkeligheden er fuld af slinger i valsen. (…) Det er en storslået, subjektivt erindret, historisk belæst og medrivende forvandlingskugle, hvori fire generationers hverdag, fødsler og død, drømme og bristede illusioner, tro og skiftende moral udspiller sig. Det er små fortællinger i en stor fortælling om ufattelige forandringer. Det er Pias danmarkshistorie.

Maria Tetzlaff i Politiken:

Det er på mange måder en milepæl, der er sat med Informations-journalisten Pia Fris Laneths murstenstunge kvindehistorie med den rammende titel ’Lillys danmarkshistorie’. Lilly var forfatterens mor, og der er konsekvent to spor i den velvalgt gennemillustrerede bog. Det ene følger med masser af tal udviklingen i Danmark med stemmeret, ejendomsforhold, abort, arbejdsmarked, bortadoption, ligeløn, voldtægt, skilsmisser, enlige forsørgere, Mødrehjælp, kønsroller, politisk indflydelse og alt til kvindelivet henhørende. Især fra den del af samfundet, der var tyende, ikke dem, der havde tyende.

Det andet spor følger tæt fire generationer i de familier, der gennem gode og især dårlige tider (der dog blev bedre) har fostret forskellige kvinder med typiske skæbner med Pia Fris Laneth, født 1956, som kronen på værket. Hendes sidste efternavn, der skyldes numerologi, er også typisk og symptomatisk, noget forfatteren har et fint øje for.

Man forstår hendes valg af struktur i bogen: At lade samfundsudviklingen, også den mentale og moralske, afspejles af konkrete skæbner i et familienetværk, er et indlysende greb, som man undrer sig over ikke er brugt før. Indtil man kommer i tanker om, hvorfor: det er først nu, vi har fået kvindekampen, anfægtelserne, tilbageslagene og konflikterne nok på afstand til at kunne fortælle nøgternt og med overblik om, hvad der vederfaredes os og vore medsøstre og formødre: uden fordømmelse, forargelse eller martyrmine. Det er især på dette punkt, denne bog er en milepæl (…)

Hendes egen biografi er nærmest eksemplarisk. Med en far, der var tjener, og en ufaglært mor var hun familiens første akademiker (politolog), havde en afslappet karriere som teenage-skønhedsdronning og bl.a. nøgen- og reklamemodel, siden venstrefløjsintellektuel, kollektivbeboer og (kirkeligt!) gift med halvfjerdserikonet, forfatteren Hans-Jørgen Nielsen (ham med ’Fodboldenglen’ og attituderelativismen). Og nu er hun godt landet i et ægteskab med delebørn og fløjdøre. Med lidt mere af det hele, end de fleste livshistorier kan opvise, er hun nærmest et koncentrat af sin tid. Som barnløs er hun også typisk for en pænt stor del af vores generation, men måske vil en af bonusdøtrene en dag forbarme sig og tage hende med i en ’Pias danmarkshistorie ’?

Der er en stor portion loyalitet mod egen underklassebaggrund i bogen, samtidig med at forfatteren ikke forfalder til kolonihaveforskønnelse af druk, tæv, uvidenhed og rodede relationer. Det er der alt sammen; og man bliver som privilegeret læser klar over, at sådan levede og lever de fleste danskere vist. Det er ’Krøniken’ uden vaseline på linsen.

Samtidig bliver bogen indirekte – og såmænd også direkte – en kæmpe hyldest til Socialdemokratiet, som står som den kanaliserende faktor i velfærdsforbedringerne for jævne danskere, mænd som kvinder. Venstrefløjen som sådan og især fagforeningerne får ellers pillet glorien af sig som progressive med hensyn til ligeberettigelse: gang på gang svigtede fagbevægelsens mænd, og det var borgerskabets efterhånden veluddannede kvinder, der sparkede flest døre ind, når det kommer til stykket. Men de har fået fortalt deres historie mange gange; derfor føles det helt i sin orden, at de kun har biroller i denne bog.

Arne Mariager i Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad:

Der er langt fra den alvorlige unge kvinde med den snorlige midterskilning, der stirrer på mig fra 1883, til den både søde og splitternøgne pige, der lader sig fotografere på en strand i 1972. Afstanden er ikke bare 111 år. Den er en verden. Og alligevel: Afstanden er ikke større, end det er oldemor – og oldebarn, der poserer. De to billeder er elementer i en meget gribende og meget anderledes bog om det danske samfund, som akademikeren og journalisten Pia Fris Laneth har skrevet. »Lillys Danmarkshistorie «, hedder bogen. Lilly er forfatterens mor. Men hun er sat ind i en større sammenhæng. Hvor familien nok har sin egen historie, men hvor denne historie er typisk for en masse danske familier. Derfor bliver denne bog til en lang række parallelle historier, som fortæller om samfundsudviklingen i Danmark, fra landbrugs-samfundet over industrisamfundet, via informationssamfundet til det innovations -samfund, vi står i til halsen. Pia Fris Laneth har valgt at skrive denne danmarkshistorie med et særligt blik for kvindernes historie. Det er gjort befriende usentimentalt, befriende nøgternt og helt uden det mandehad, der så ofte har forhindret kvindehistorien i at blive læst af netop de mænd, der havde brug for det. Det er et mesterstykke af en bog.

Den alvorlige unge kvinde i starten af bogen hed Karen Marie. Hun var husmandsdatter fra Vorbasse-egnen. På det tidspunkt et fattigt, barsk område af landet. Hun har grund til at se alvorlig ud på billedet. Hun var gravid, uden at være forlovet eller gift. Det var i 1883 en rædselsfuld situation. Der starter Pia Friis Laneth sin historie. Og når vi så 500 sider længere fremme ser billedet af forfatteren selv, som en 16-årige skønhed, der det år blev kåret som »Miss Young International« i Japan, tja, så er historien faktisk fortalt. Så er den er til at tage og føle på, selv for den største mandschauvinist. Mellem oldemoderen og den 16 årige Pia Friis ligger et stykke dansk historie, der indeholder en udvikling, som godt kan kaldes en revolution. Og for kvindekønnet er de to billeder et udtryk for, hvad der er blevet muligt. Ikke fordi alle 16-årige piger skal posere nøgne for fotografer. Men fordi de HAR MULIGHED for det. Og så sløjfen på historien: Den nøgne pige fra 1972 søgte på universitetet. Blev cand. Am. Pol fra Københavns Universitet i 1985. Har i en årrække arbejdet som journalist på dagbladet Information – og er i dag udenrigskorrespondent for avisen. Pige, frigjort, frejdig, køn, klog – kvinde. Hvad er der så at brokke sig over (…)

Samtidigt er afstanden mellem billederne af oldemor og oldebarn også fortællingen om den lange rejse fra Vorbasse til Nørrebro, fra land til by. Fra overlevelse til liv. Om retten til at turde drømme – og retten til at forsøge at realisere drømmene. Det er det, Pia Friis Laneths familie har gjort. De har turdet drømme. Endda forholdsvis tidligt. Der var mennesker i familiens jyske gren omkring Vorbasse, der turde drømme, selv om hverdagen syntes både nådesløs og håbløs. Mængden af arbejde var knugende, men de sloges ikke alene for at klare dagen og vejen, men også for at flytte mulighederne lidt fremad. Så det blev lidt bedre for børnene. Sådan gjorde vore oldeforældre. Vore bedsteforældre fortsatte. Vore forældre tog over og var den generation, der for alvor dels gjorde springet dels mærkede resultatet. »Lillys Danmarkshistorie « tager os med hele vejen.

Bogen er i vid udstrækning fortalt gennem historierne om de enkelte familiemedlemmer. Men den er også fortalt gennem nogle af de personligheder, der satte deres præg på tiden og udviklingen. Ikke mindst nogle af de store, kvindelige skikkelser. Der er også et nærmest journalistisk stykke samfundshistorie skrevet ind i beretningen. Samtidigt med at vi hele tiden har historien i kød og blod – i smil og tårer. Pia Fris Laneth er så stærk en journalist, at hun ikke holder sig fra det, der gør ondt. Nogle af historierne om menneskene i denne bog gør ondt. Fordi livet gør ondt. Når forfatteren selv kort fortæller om sin store kærlighed, forfatteren Hans-Jørgen Nielsen (Manden, der skrev »Fodboldengelen«) – fortæller hun også, at dette vidunderlige menneske var alkoholiker – og døde af det. For det er sandheden. Og det er den, der skal fortælles. Og det er lige netop derfor, denne bog rammer de fleste af os. Det er derfor, vi kan sluge denne mastodont af en bog – den er på over 600 sider. For det er nok Pia Friis Laneths historie. Men det er også din og min. Vore familier spillede på den samme bane. De har kæmpet sig opad, sammen med forfatterens familie. Vi kender sorgen, alle sammen. Det samfund, vi er en del af, har vi skabt gennem generationers indsats – gennem smil, men også gennem tårer. Og det gælder for både kvinder og mænd.

Henriette Bacher Lind i Jyllands Posten:

Det faderløse samfund er en realitet. Siger Henrik Jensen. Faderstyring er erstattet af moderstyring, og mandlige værdier og udtryk er erstattet af kvindelige. I den forstand har kvinderne altså sejret.

Da det er heltene, der skriver historien, er det derfor ikke overraskende, at der nu foreligger en voluminøs danmarkshistorie set udelukkende fra kvindernes perspektiv og med en klar kønspolitisk dagsorden. Det er Pia Fris Laneth – engang nøgenmodel i Rapport, nu udlandsredaktør på Information – der står bag den storstilede bedrift. Hendes fremstilling af dansk kvindeliv før og nu, på land og i by, kan bedst karakteriseres som biografi, historie og debatindlæg på en og samme tid. (…)

Pia Fris Laneth pendler bogen igennem mellem den generelle beskrivelse og den personlige skæbne. Levende ansigter sættes over for tørre tal, gribende fortællinger over for nøgne facts, liv over for statistik. Ikke så snart har hun f.eks. fortalt historien om sin oldemor Karen Marie, der blev gravid uden for ægteskab i sidste halvdel af 1800-tallet, før hun redegør for den tids syn på uægte børn. Eller hun fletter sin morfars beskrivelse af den daglige og meget ensidige kost på landet: Vælling, grød, kogte kartofler ind i afsnittet om, hvordan faget husgerning blev en af Dansk Kvindesamfunds hjertesager. Og referencerne bliver ikke færre, da hun når op i sin egen tid og lader kvindefrigørelsens resultater afspejle sig på godt og ondt i hendes, hendes søstres og hendes kusiners liv.

De udgør langtfra det lykkelige punktum på en lang og trang udvikling. På mange områder er de selvfølgelig nået længere end deres formødre, som gravede tørv på heden og syede tøj i trange baggårdslejligheder, men de høje skilsmissetal, de mange stressrelaterede sygdomme, det vanvittige skønhedsideal og børn, der mistrives, er for Pia Fris Laneth symptomer på en tilværelsesform, som i høj grad kan diskuteres. ”Lillys Danmarkshistorie ” spænder vidt, men den er først og fremmest imponerende. En tonstung cementering af, at dansk kvindehistorie aldrig har været et ligegyldigt appendiks.

Bibliotekernes lektørudtalelse:

Vi får her en vidunderlig historie, der beskriver fire generationer af kvinder set gennem forfatterens families livsforløb. Vi får den personlige, kvindepolitiske og samfundsmæssige udvikling fra 1880erne og frem til idag. Mange danske kvinder vil kunne nikke genkendende til historierne om oldemødre fra landet, masser af uægte børn, kampen for selvstændighed osv. De historiske detaljer er fint skrevet sammen med familiens historier, fx oldeforældrenes flytning til København. Familiens kvinder sættes ind i en historisk politisk ramme, og det er lærerigt og spændende skrevet og krydret med masser af familiefotos og fotos af historiske begivenheder. Forfatteren Pia Fris Laneth (f.1956) har researchet grundigt, hvilket en meget lang litteraturliste også vidner om. Hun er politolog og har bl.a. været politisk journalist på Information.

Et lignende værk findes ikke, dele af den nyere tid er beskrevet i Poul Hammerichs Danmarkskrønike og kvindehistorien i Kvindfolk. Men sammenkoblingen af det private og det politiske, der giver historien kød og blod, findes ikke helt tilsvarende.

En dejlig og tankevækkende fortale for kvindesagen og velfærdsstaten der burde læses af alle kvinder

Lektør: Jette Landberg

Eva Pohl i Berlingske Tidende:

Udviklingen fra kraftige korsetter og senere torpedoformede bh’er over rødstrømpernes frit udfoldede kropssprog under den hjemmefarvede herreundertrøje til vor tids kropskontrol og kosmetiske kirurgi er ganske betydningsmættet. Som så meget andet i Pia Fris Laneths »Lillys Danmarkshistorie« er denne springende udvikling fortalt med humor og dynamik.(…)

Skønhedsdronning og udlandredaktør Pia Fris Laneth sammenfletter familiekrønike og Danmarkshistorie med et vågent blik for den individuelle og ofte farverige historie, som spejler tendenser i samfundsudviklingen. En pendulbevægelse mellem analyse og erindringsglimt med bladren i familiealbummet og tråde tilbage til oldemødre, bedstemødre og moren, Lilly, der »kom i ulykke« som 17-årig (…)

Bogen er en hyldest til stolt kvindelig livskraft på mange samfundsniveauer. Forfatteren er selv aktiv i en tid, hvor kvinder ikke behøver at sætte deres lys under en skæppe. Pia Fris Laneth er, med rette, tilfreds med sit udseende, sin begavelse, sin viljestyrke og sit nyligt indgåede ægteskab. Det hjælper, når man tager fat på så stor en opgave som at skrive denne bog – et skrivningens maratonløb. Det er selvforståelse og samfundsanalyse, som flere steder løfter sig med en humoristisk tone i samspil med både sjove og rørende privatfotos og reklamebilleder.

Pia Fris Laneth vil gerne punktere myter om ægte kvindelighed – det er lykkedes.

Læs mere om Lillys Danmarkshistorie her